Fåreavlere hædret med pris: - Det er en stor anerkendelse af det, vi laver

Familielandbrugets Initiativpris 2021 er gået til landmandsparret Anne Maja Schlæger og Sven Joensen fra Hammerum ved Herning.

På deres gård uden for Hammerum har de to landmænd Anne Maja Schlæger og Sven Joensen siden 2009 drevet fårebesætningen Hauge Lam med i alt 2500 får og lam.

quoteDer er et kæmpe potentiale, og det er det, der driver mig.

Sven Joensen, fåreavler, Hammerum

De seneste tre år har de i deres arbejde med fårene taget flere miljøvenlige initiativer for at belaste klimaet så lidt som muligt. Og det er en indsats, der ikke går ubemærket hen hos Landbrug & Fødevarer, som har tildelt parret Familielandbrugets Initiativpris.

- Det er et stort skulderklap. Det er en stor anerkendelse af det, vi laver, siger Sven Joensen.

- Jeg ved godt, jeg har nogle kollegaer, men vi er ikke så mange, og pludselig ser jeg mig selv som en del af et endnu større netværk.

Parrets fårebesætning bliver drevet på såkaldt lowcost-niveau, hvor man bruger så få ressourcer som muligt på driften. Hensigten er at fremme den ’mikrobielle proces’ i jorden, som kan bidrage til biodiversiteten.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at binde kulstof, mens vi producerer lammekød, og det er rigtig nemt at gøre på den her måde. Mange i det etablerede landbrug kan godt blive låst fast i at gøre tingene på en bestemt måde, siger fåreavleren.

Landmandsparret Anne Maja Schlæger og Sven Joensen, som netop har modtaget Familielandbrugets Initiativpris 2021.
Landmandsparret Anne Maja Schlæger og Sven Joensen, som netop har modtaget Familielandbrugets Initiativpris 2021.
Foto: Pressefoto

Kæmpe potentiale

Metoderne er blandt andet at lade fårene være ude hele året og græsse på 1100 hektar jord i form af både naturarealer, frøgræsmarker og en solcellemark.

- Der er et kæmpe potentiale, og det er det, der driver mig. Vi er stadig i gang med at lære det, men jeg er fuldstændig overbevist om, at vi om 25 år gør det her i meget større grad, siger Sven Joensen.

Hauge Lam har godt 2500 lam, der går og græsser på de 1100 hektar jord.
Hauge Lam har godt 2500 lam, der går og græsser på de 1100 hektar jord.
Foto: Hauge Lam

Det er Familielandbruget, som er en sektion under Landbrug & Fødevarer, der hvert år uddeler Initiativprisen på foreningens årsmøde. Efter anerkendelsen af Hauge Lam håber Sven Joensen, at flere vil have lyst til at tage kampen op med med fåreavl.

- Folk står ikke i kø for at arbejde med får, men man kunne måske godt forestille sig, at det her inspirerer nogle. Det kunne da være fedt, siger han.

Med prisen følger en pengepræmie på 10.000 kroner, som fåreavlerne glæder sig til at bruge.

- Det er fedt, at der følger en præmie med, og vi roder lidt med, om vi skal bruge dem til at rejse for, eller om de skal gå til et bryllup næste år, siger Sven Joensen.

Den 10. september vovede Kenneth Storm Klausen sig ud i et rekordforsøg, da han skulle klippe 300 får på otte timer hos Hauge Lam.
Foto: Kamille Borch Astrup, TV MIDTVEST