Et slot af chokolade

Flere hundrede lagde i weekenden vejen forbi Chocolate Attraction i Herning for at se de nyeste chokolade-værker Amalienborg og Storebæltsbroen.

250515Choko.jpg

Hele pinsen har Kanagasabai Jeyaratnam haft åbent i sin udstilling Chocolate Attraction i Herning. Her kunne man se både Amalienborg, Storebæltsbroen og chokolademagerens egen arbejdsplads, fabrikken Ehrno Flexible. Alt sammen noget han, konen og deres to børn har bygget i chokolade.

- Jeg er meget glad for udstillingen, for så kan andre også se, hvor flot det er. Det er ikke så svært at lave, for jeg er meget interesseret i håndværk. Det er et familieprojekt, siger Kanagasabai Jeyaratnam.

Startede for to år siden

Det hele startede for to år siden, da Kanagasabai Jeyaratnam blev bedt om at dekorere en fødselsdagskage. Det endte i et kæmpe chokolade-Eiffeltårn. Siden er nu Amalienborg og Storebæltsbroen kommet til.

- Jeg vælger værkerne ud fra, hvad der er svært at lave. Når jeg har valgt noget, jeg vil bygge, laver jeg først en tegning, så en model i pap og til og til sidste laver jeg det i chokolade, siger chokolade-arkitekten.

Bygningerne er inspireret af steder, han har besøgt fx Viborg Domkirke. Nu vil Kanagasabai Jeyaratnam gerne udstille sine værker i andre byer som eksempelvis Bjerringbro og Svendborg. Han drømmer om at bygger tempelkirker og Taj Mahal i chokolade.