Esbjerg udligner i finaleserien mod Herning

Esbjerg Energy slog Herning Blue Fox på udebane, og dermed er stillingen 2-2 i ishockeyens DM-finaleserie.

Herning Blue Fox finaleserie mod Esbjerg
Foto: Blue Fox TV

Fredag aften vandt vestjyderne den fjerde kamp i finaleserien med 5-4 over Herning Blue Fox, og dermed er stillingen 2-2 i finaleserien, der spilles bedst ud af syv kampe.

Esbjerg Energy står atter med gode kort på hånden for at vinde DM i ishockey for første gang siden 2004 og har endda den fordel at have hjemmebane, hvis serien tvinges ud i en syvende og afgørende kamp.

Men fredag viste Esbjerg-spillerne, at de også magter at vinde i Herning. Det skete i en underholdende kamp, hvor begge hold var i vinderposition undervejs. Det var dog ganske fortjent, at udeholdet kunne tage sejren i sidste ende.

Esbjerg kom foran 1-0 allerede efter fem minutter ved Brock Nixon, men Kristoffer Lauridsen bragte balance til 1-1 midtvejs i første periode. Fem minutter senere sørgede Tyler Gron for ny Esbjerg-føring til 2-1.

I slutningen af perioden og starten af anden periode pressede Esbjerg hårdt for at øge føringen, da holdet var to spillere i overtal.

Men Herning overlevede presset og udlignede i stedet til 2-2 kort efter, da Kyle Essery rettede et forsøg fra lang afstand i mål.

Tre minutter før udløbet på anden periode kom Herning også foran, da Daniel K. Nielsen scorede til 3-2.

Da kunne Herning skimte en 3-1-føring i det samlede DM-regnskab, men med kniven for struben spillede Esbjerg fremragende i tredje periode.

Med tre mål inden for syv minutter i starten af perioden ændrede Tyler Gron, Nicholas Jensen og Aaron Lee stillingen fra 2-3 til 5-3, og så var det hele vendt på hovedet.

Herning bragte dog ny spænding ind i kampen med Kristoffer Lauridsens reducering til 4-5.

Midtjyderne pressede hårdt for udligning, men Esbjerg holdt stand og kan nu se frem til hjemmebane i den næste finalekamp på søndag.

3800 tilskuere så kampen i Kvik Hockey Arena, og dermed var der helt udsolgt.