Erhvervsdrivende vil ikke være nabo til nyt sted for misbrugere

De udsatte borgere i Herning skal have et nyt sted at mødes, efter at deres opholdssted brændte ned sidste år. Det kan meget vel blive ved byens gågade.

Til september åbner Nicolaj Laursen restauranten Gastro-Pizza. Han havde valgt en anden placering, hvis han vidste, han kunne få misbrugere som nabo.
Til september åbner Nicolaj Laursen restauranten Gastro-Pizza. Han havde valgt en anden placering, hvis han vidste, han kunne få misbrugere som nabo.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

De er nødt til at have et sted at kunne gå hen, men hvor skal det sted være?

Der er lige nu stor debat om, hvor Hernings stofmisbrugere og alkoholikere skal holde til, efter at deres opholdssted Den Våde Høne brændte ned sidste år.

Politikerne mener, de kan være i en grøn park tæt på gågaden, men den idé er de erhvervsdrivende langt fra fan af.

- Det vil gøre det mere utrygt for de folk, der skal komme og handle ved os om aftenen, siger Nicolaj Laursen, der er medindehaver af Gastro-Pizza i Herning.

Hos Gastro-Pizza er de ved at gøre klar til at åbne en helt ny restaurant, men nu er der i den grad kommet skår i glæden.

- Vi ville da nok have kigget et andet sted, hvis vi havde vidst, at det skulle ligge 50 meter fra vores hoveddør, siger Nicolaj Laursen.

Kirsebærhaven i Herning Midtby, der ligger tæt på Gastro-Pizzas lokaler, er nemlig blevet udpeget til at være et godt sted at henvise byens udsatte borgere til af Byplanudvalget i Herning Kommune.

Gastro-Pizza står ikke alene med deres utilfredshed.

- Det er sådan lidt en kompleks sag, hvor det bliver svært at skabe en win-win, men vi kunne godt opfordre til, at man kigger på alternativer, siger Shera-Lin Rohde Borg-Møller, der er bestyrelsesformand i Herning City.

Det er folk som Kasper Kjærside Nielsen og Anna Grethe Steffensen, der er uvelkomne de fleste steder. 
Det er folk som Kasper Kjærside Nielsen og Anna Grethe Steffensen, der er uvelkomne de fleste steder. 
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Ingen vil have dem

I Byplanudvalget er man godt klar over, at forslaget om at gøre Kirsebærhaven til tilholdssted for misbrugere ikke falder i lige god smag hos alle.

- Det, vi jo oplever, er, at alle synes, vi skal have et sted, hvor man også som borger, der er i den her gruppe, har mulighed for at mødes. Der er bare ingen, der vil have dem. Det er jo den store udfordring ved at finde et sted, de kan være, hvor der også er ordentlige forhold, siger Ulrik Hyldgaard, der er formand for Byplanudvalget i Herning Kommune.  

For dem, det hele handler om, har man ikke mange krav til det nye sted. Man håber blot på, at kommunen kommer i mål med at finde et sted.

- Det smarteste for kommunen er jo at få samlet det ét sted, inden det her går helt galt. For hvis det her først lukker helt ned, og der ikke er et nyt sted, så kan man næsten sige sig selv, hvad der sker. Så bliver det opgange og toiletter rundt omkring, siger Kasper Kjærside Nielsen, der er socialt udsat og misbruger.

Hvor de ender med at få plads er endnu ikke besluttet. Næste skridt er, at kommunen vil indhente erfaringer fra andre byer i landet.

2:36
Byplanudvalget i Herning peger på, at det nye mødested for udsatte skal være i en lille grøn park tæt på Herning gågade.