Endnu en halmballebrand: 30 bigballer gik op i flammer

En halmlade i Haderup er brændt helt ned, men ingen kom til skade i branden.

Fredag aften stod en halmlade i Haderup i flammer.
Fredag aften stod en halmlade i Haderup i flammer.
Foto: Presse-fotos.dk

Når der går ild i tørt halm, så kan flammerne hurtigt blive store.

Det måtte brandvæsenet sande fredag aften. Klokken 21.09 blev de kaldt ud til en brand på Hedevej i Haderup, men da de ankom, var branden allerede for stor til at kunne slukkes.

Det fortæller vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- De vurderede, at der ikke var mulighed for at slukke branden, så man valgte at lade den brænde ud, forklarer han.

Branden opstod i en lade med 30 bigballer halm på hver 200 kilo. Laden er helt udbrændt, men hverken mennesker eller dyr er kommet til skade.

Flere brande i landsdelen

Den seneste tid har der været flere halmballebrande i Midt- og Vestjylland, og så sent som i sidste uge blev to drenge anholdt i forbindelse med en brand på en mark ved Viborg.

Hvorvidt branden i Haderup også var påsat, ved politiet dog endnu ikke.

- På nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvordan branden er opstået, men det er noget, vi kommer til at undersøge nærmere, siger Anders Olesen.

Brand & Redning MidtVest brugte omkring fem timer i Haderup, før branden var helt slukket.