Elever bag smart BH vinder europæisk pris

Tre elever fra Herningsholm Erhvervsgymnasium løb fredag afsted med en pris til EM i entreprenørskab.

En BH med to lommer, hvor der er plads til at opbevare bind.

Det var den ide, der sikrede tre elever fra Herningsholm Gymnasium en plads til europamesterskaberne i entreprenørskab for elever.

Nu har trioen så vundet prisen ”Citi Foundation Client Focus Award”, som går til det hold, som har gjort en ekstraordinær indsats for at forstå deres kunder og deres behov.

Bag firmet, som hedder Hush-Hush Underwear, står Kevin Albin Jensen, Julie Helleskov og Anne Bech. Sidstnævnte blev til gårsdagens prisuddeling også belønnet med en ”Alumni Leadership Award” for sine stærke lederevner.

Flere hundredetusind er med i konkurrence

De unge iværksættere fra Herning sikrede sig en plads til EM, da de vandt Danmarksmesterskaberne tilbage i april. Her vandt de over de 3.497 elever, der deltog.

Konkurrencen er en del af entreprenørskabsforløbet Company Programme, hvor 300.000 elever fra 40 lande deltager. De bedste fra hvert land har så været til EM, som varede fra den tredje til den femte juli.

Vi mødte de tre elever, dagen efter de havde vundet titlen som Danmarks mestre. Du kan se indslaget her:

Tre studerende fra Herningsholm HHX vandt i går en pris for deres ide: En BH-agtig top med plads til bind.

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Erhverv.