Elev testet positiv for coronavirus: Skole i Herning sender 91 i karantæne

Det er en pige fra Midtjyllands Kristne Friskoles 9. klasse, der er smittet med coronavirus.

En elev fra Midtjyllands Kristne Friskole i Herning er testet positiv for coronavirus (arkivbillede).
En elev fra Midtjyllands Kristne Friskole i Herning er testet positiv for coronavirus (arkivbillede).
Foto: Dado Ruvic / Reuters / Ritzau Scanpix

85 elever og seks lærere fra Midtjyllands Kristne Friskole i Herning er i corona-karantæne. Det fortæller skoleleder Thorkild Bjerregaard.

Eleverne og lærerne er sendt i karantæne, fordi en pige fra skolens 9. klasse er testet positiv for coronavirus.

- En pige fra 9. klasse kom hjem fra vores skitur til Skt. Johan i fredags. Hun var hæs og havde andre symptomer, så hun tog med sine forældre til hospitalet i Skejby i går, og hun er så blevet testet positiv i dag. Det gør, at de elever, der har været afsted på skituren, nu skal i karantæne, fortæller skoleleder Thorkild Bjerregaard.

Det var næsten alle elever fra friskolens 9. og 10. klasser, der var med på turen. Derfor er antallet af elever i karantæne så højt.

Hygiejne i højsæde

Midtjyllands Kristne Friskole havde på forhånd tjekket, at skituren ikke gik til et sted, som var i højrisiko for coronavirus. Alligevel endte en af eleverne med at blive smittet.

Derfor har forældrene til de elever, der var med på skituren, nu hentet eleverne på skolen.

De skal være i karantæne indtil den 18. marts, vurderer sundhedsmyndighederne.

- Alle skolens øvrige elever har fået at vide, at de kan forholde sig, som de plejer. Vi holder den gode hygiejne og følger ellers de forhold, som myndighederne har fortalt om. Så kan alle vi andre fortsætte hverdagen, siger skolelederen.

Den pige, der er testet positiv, skal nu gøre rede for, hvem hun har været sammen med, siden hun kom hjem fra skituren.

De elever, der er blevet sendt hjem, bliver kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed, som fortæller, hvordan de skal forholde sig, mens de er i karantæne.

Urolige forældre

For de forældre, som har børn, som går på skolen, men som ikke har været med på skituren, er der bekymring.

For hvis andre elever også er smittet med coronavirus, kan de have smittet andre.

- Det er da hektisk, men vi kan ikke gøre andet end det, vi får besked på af myndighederne. Det forholder vi os til, for vi er ikke klogere end sundhedsmyndighederne. Der er forældre, der ringer og sender mails, hvor vi svarer, at vi følger anvisninger. Vi kan godt mærke, at nogle stykker er noget nervøse, siger Thorkild Bjerregaard.

Pigen, som er smittet, har ikke været på Midtjyllands Kristne Friskole, siden hun kom hjem fra skituren.