Eksplosion ved Black Army i Herning

Der er blevet sprængt, hvad man formoder er et kanonslag i luften ved Black Army i Herning. Ingen personer er kommet til skade

Black Army Herning
Foto: Casper Roslyng, TV MIDTVEST

Klokken 20.55 fik politiet en anmeldelse om en eksplosion ved Black Armys klubhus i Herning. En eksplosion fra hvad man formoder er et kanonslag, som var så kraftig at den har knust en rude ved nogle biler i området. Men der er heldigvis ikke umiddelbart nogen personskader.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at de har afspærret området for at lede efter spor, og at der ikke umiddelbart er nogen fare ved at bevæge sig i nærheden.

De er særligt opmærksomme hos politiet fordi sprængningen er sket ved klubhuset, selvom de ikke endnu er sikre på den kan tilknyttes Black Army. 

- En sprængning af den kraft vil altid tiltrække opmærksomhed fra os, særligt når det er i tæt bebygget område, fortæller Vagtchefen.

Politiet har ikke nogle anholdte og leder fortsat på højtryk efter mistænkte og vidner.

- Hvis nogen har set eller hørt noget i forbindelse med eksplosionen, må de meget gerne kontakte os. Det gælder også, hvis nogle har set mistænkelige personer eller lignende i området - det kan eksempelvis være en bil der accelerer og kører væk, siger Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.