Efter seks års kamp: Nu får Steen sin førstidspension

Den kommende førtidspensionist har allerede planer for, hvad han vil bruge sit otium på.

Steen Feyerholm har i seks år været ind og ud af arbejdsprøvninger og praktikforløb.
Steen Feyerholm har i seks år været ind og ud af arbejdsprøvninger og praktikforløb.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Seks år med arbejdsprøvninger, praktikforløb og lange møder med kommunen er inden længe slut for 57-årige Steen Feyerholm fra Hammerum. 

Han er nu blevet tildelt den førtidspension, han har kæmpet så hårdt for. 

- Det er en lettelse, lyder det kortfattet fra den kommende førtidspensionist, da TV MIDTVEST fanger ham kort efter, at han har nærstuderet brevet. 

I maj stod Steen Feyerholm frem hos TV MIDTVEST og fortalte om et liv med alvorlig håndeksem og et system, der i hans optik ikke ville lytte. 

- Det hele kører i ring på Jobcentret. De tager ikke hensyn til, hvad lægerne siger. De tror, de ved bedre. Det har kørt mig psykisk og fysisk ned. De kan jo ikke finde nogen løsning, lød det dengang fra Steen Feyerholm.

Nu er kommunen nået frem til den løsning, midtjyden har eftersøgt så længe. 

1. juli starter han officielt tilværelsen som førtidspensionist. 

- Det føles dejligt, men jeg kæmper jo stadig med eksem. Det kan de (kommunen, red.) ikke gøre noget ved, siger han. 

Vil rejse til Tyskland

I afgørelsen har kommunen ifølge Steen Feyerholm blandt andet lagt væk på hans fysiske lidelser, men fremhæver også psykiske lidelser som udslagsgivende for førtidspensionen. 

Selv har Steen Feyerholm forklaret, at systemets utallige forsøge på at sende ham i job eller praktik har ført til flere psykiske udfordringer. 

Derfor har han også et ret til de kommunale forvaltninger. 

- Jeg kan ikke forstå, at man skal gå så langt, før de forstår det. De skulle prøve at lytte til folk og høre, hvad de har at sige, inden de giver afslag, siger han. 

2:40
TV MIDTVEST besøgte Steen Feyerholm i slutningen af maj.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Hos Herning Kommune har direktøren for Social, Sundhed og Beskæftigelse tidligere sagt, at man vil undersøge udfordringer med kommunens jobcentre. 

- Hvis vi har et generelt problem i jobcentrene - ikke kun i Herning Kommune - så plejer vi at kigge ned i maskinrummet for at se, om der er noget, vi skal justere på. Men jeg har ikke kendskab til hverken den konkrete sag eller andre af denne type sager, lød det fra direktør Søren Christensen i maj.

Steen Feyerholm oplyser, at han nu vil bruge den tid, han tidligere har brugt på kommunen, til at søge erstatning for den arbejdsskade, der har givet livsvarig eksem. 

Han regner desuden med at flytte Vesttyskland, hvor han har flere venner.