Efter kritik og møde: Anders Vistisen fortsætter i DF

Anders Vistisen fortsætter i Dansk Folkepartis hovedstyrelse. Det er blevet besluttet på et møde mandag.

Anders Vistisen, DF.
Anders Vistisen, DF.
Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix

Anders Vistisen vil også i fremtiden få en vigtig rolle i Dansk Folkeparti.

Det er mandag blevet besluttet på et møde i partiets hovedbestyrelse. Det oplyser Dansk Folkeparti i en pressemeddelelse.

Mødet er blevet holdt for blandt andet at diskutere Anders Vistisens fremtidige rolle i Dansk Folkeparti, hvor han sidder med i hovedbestyrelsen.

Årsagen til diskussionen har været, at Anders Vistisen forleden udtalte sig kritisk om partiets ledelse i et interview med Avisen Danmark.

Efterfølgende har det givet en skarp advarsel af hovedstyrelsen. Men det koster altså ikke Anders Vistisen hans plads i partiets organisation.

- I enhver familie diskuterer man indenfor hjemmets fire vægge, siger Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, i pressemeddelelsen.

- Men ligesom de fleste danske familier kan finde ud af at stå sammen, skal vi også vise, at vi kan det i DF, og Anders har i denne forbindelse et vigtigt bidrag at yde som del af DF-familien.

Formanden nævner eksempelvis, at Anders Vistisen kommer til at spille en rolle for partiet ved kommunal- og regionalvalget i november næste år.

Vistisen i interview: Partier flakker rundt

I interviewet med Avisen Danmark sagde 32-årige Anders Vistisen blandt andet, at han mener, partiet "flakker rundt".

- Det er som om, man har ramt en mur med 120 kilometer i timen, men man slingrer videre, uden man egentlig har taget nogle ret grundlæggende ting til revision, sagde Anders Vistisen til Avisen Danmark.

Kritikken faldt ikke i god jord hos flere ledende medlemmer af Dansk Folkeparti, herunder gruppeformand Peter Skaarup.

Han mente, at den slags skulle holdes inden for egne rækker.

- Jeg mener ikke, at DF flakker rundt, som det bliver udtrykt, og vi vil altid gerne diskutere kursen, når vi lægger linjen, men det skal ske internt. Sådan har det altid været, og sådan er det fortsat, sagde Peter Skaarup til Ritzau.

- Derfor synes jeg, at det er ærgerligt, at det skal foregå på den måde, og det vil Vistisen også få at vide af hovedbestyrelsen, tilføjede han.

Anders Vistisen endte med at få en irettesættelse af hovedbestyrelsen - men altså ikke et exit fra hverken hovedbestyrelsen eller partiet i det hele taget.

/ritzau/