Efter dom: Stadig brug for mere tryghed i nattelivet

Folkene bag Facebook-gruppe for mere tryghed i nattelivet barsler med en app. Og åbner op for, at også mænd kan melde sig

Facebook-gruppen "Herning - kom sikkert hjem" er vokset til konceptet FollowMate, der har bredt sig til 12 byer og barsler med en app.
Facebook-gruppen "Herning - kom sikkert hjem" er vokset til konceptet FollowMate, der har bredt sig til 12 byer og barsler med en app.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det rystede Herning, da to kvinder i efteråret sidste år anmeldte to nærmest identiske forsøg på kidnapning og voldtægt.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale for det ene forhold, og tirsdag blev 29-årige Constantin Claudiu Micu og 21-årige Cristian Valentin Spirlea begge udvist af Danmark og idømt to år og ni måneders fængsel for forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt mod en 23-årig kvinde. 

Den 29-årige modtog dommen, mens den 21-årige ankede til landsretten.

Dommen er den foreløbige kulmination i en sag, der fik Maria Romvig Kristensen fra Herning til at stifte Facebook-gruppen ”Herning - kom sikkert hjem” som en direkte konsekvens af den utryghed, der kom i kølvandet på sagerne. 

Gruppen faciliterer, at kvinder kan få følgeskab af andre kvinder, når de går hjem fra byen eller få et gratis lift – ligeledes udelukkende af kvinder.

- Vi vil helst ikke kommentere på selve dommen og slet ikke på, at gerningsmændene ikke var etniske danskere. Det er vores holdning, at der skal være plads til alle i Danmark, men man skal selvfølgelig behandle hinanden ordentligt, siger Simone Kjær Kølbæk, der som frivillig støtter op om det projekt, Maria Romvig Kristensen har sat i søen.

Og projektet er i vækst. Siden efteråret har gruppen i Herning fået 686 medlemmer.

Konceptet har under navnet ”FollowMate” bredt sig til 12 byer, og lige nu barsler man med at flytte fra Facebook til en app, hvor man kan validere sig med MitID for maksimal tryghed. Appen er stadig under udvikling.

- Tanken er, at når man dokumenterer sin identitet, så er man en tryg følgesvend, og dermed kan vi også åbne op for mænd, når rykker over på en app-løsning med MitID-validering. Vi vil gerne have endnu flere til at bruge muligheden for at finde nogle at følges med hjem fra byen. Det giver tryghed på så mange niveauer, fortæller Simone Kjær Kølbæk.