Efter brand i tilholdssted: Brugere frygter mere kriminalitet

Brugerne opfordrer Herning Kommune til at bygge et nyt skur - men kommunen vil ikke lægge grund til uro og kriminalitet.

Marianne Plougmann frygter, at problemer med tyverier, vold og narkosalg vil vokse andre steder i byen efter branden i Den Våde Høne.
Marianne Plougmann frygter, at problemer med tyverier, vold og narkosalg vil vokse andre steder i byen efter branden i Den Våde Høne.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis Herning Kommune ikke sørger for et nyt tilholdssted i stedet for skuret Den Våde Høne i Bethaniagade i Herning. 

Sådan lyder nødråbet nu fra en af de mange personer, der brugte tilholdsstedet, Marianne Plougmann.

- Folk bliver desperate. Vi er mange skæbner, der kommer her - unge, ældre, ensomme, psykisk syge, narkomaner, alkoholikere og ikke-misbrugere, siger hun.

Den Våde Høne brændte natten til torsdag, og Marianne Plougmann opfordrer kommunen til at bygge et nyt skur. Ellers frygter hun, at brugerne i stedet vil rykke ned i gågaden eller til området ved banegården.

Hun mener direkte, at der vil komme flere tyverier og mere vold og narkosalg andre steder i byen.

- Sådan var det for 25 år siden, da vi heller ikke havde et sted, og sådan bliver det nok igen, siger hun.  

Formand: Vi kan ikke tage ansvar for det

Herning Kommune havde i forvejen besluttet at lukke Den Våde Høne på grund af problemer med uro og kriminalitet, og branden i sidste uge får ikke politikerne til at ændre mening. 

Der bliver ikke bygget et nyt skur, understreger Anne Marie Søe Nørgaard (V), der er formand for kommunens social- og sundhedsudvalg. 

- Den våde høne har aldrig været et kommunalt tilbud. Det var noget, der opstod, da nogle brugere tog et skur i anvendelse omme i en baggård, som oprindeligt tilhørte Blå Kors. Nu tilhører den Herning Kommune, og vi kan ikke tage ansvar for det, der foregår, siger hun. 

Anne Marie Søe Nørgaard er godt klar over risikoen for, at nogle af problemerne fra Den Våde Høne vil rykke til andre steder i byen. Men hun peger på, at der findes en række andre tilbud til misbrugere og udsatte, ligesom politiet vil tage sig af problemer med vold og kriminalitet.

Marianne Plougmann håber alligevel, at politikerne vil give stedet en ny chance.

- Jeg synes, at kommunen skal acceptere, at der er nogle mennesker som os. Hvis de vil gøre os og dem noget godt, så sætter de en skurvogn op igen. Det behøver Ikke nødvendigvis være samme sted, siger hun.