Duncan: Kan ikke spille sprudlende i 33 kampe

FCM slog Sønderjyske med 2-1 i en kamp, hvor spillet ikke flød. Resultatet betyder mest, lyder det.

150406fcm.jpg

FC Midtjylland hentede fredag aften sæsonens anden sejr ud af lige så mange mulige, da det på udebane i Haderslev blev til en 2-1-sejr over Sønderjyske.    Matchvinder for FC Midtjylland, Morten "Duncan" Rasmussen, fokuserede efter sejren på resultatet frem for præstationen.

- Vi spillede ikke sprudlende fodbold i dag, og det kan man jo heller ikke i 33 kampe. Men man er kommet et godt stykke vej, når man som os i dag kan spille mindre godt og så samtidig vinde, siger han.

Anfører og midterforsvarer hos midtjyderne, Erik Sviatchenko, pegede på FC Midtjyllands stærke fysik som årsag til, at sejren kom i hus.

- Det var en hårdt spillet kamp, og der var lidt Championship over det, hvor man som midtbanespiller stod og kiggede lidt frem og tilbage. Der blev høvlet en del lange bolde, men det var det, Sønderjyske ville, og så legede vi med på den, siger han.

FC Midtjylland havde til kampen bænket en række profiler, hvilket gav plads til unge spillere i startopstillingen. Anføreren uddelte efter opgøret roser ud til netop hans yngre holdkammerater.

- Vi stod distancen i dag, selvom der i perioder var ret meget pres på. Jeg er tilfreds med, at vi havde en mand som Frederik Møller med, der ikke har spillet ret mange kampe, men som alligevel gjorde det godt.

- Ligeledes er jeg tilfreds med Alexander Munksgaard, der debuterede i dag som 17-årig og gjorde det fortrinligt. Han viste en råstyrke og en mental styrke, som jeg rigtig godt kan lide, siger Erik Sviatchenko.

FC Midtjyllands næste opgave er i Champions League-kvalifikationen på tirsdag, hvor cypriotiske Apoel Nicosia kommer på besøg på MCH Arena i Herning. Derefter venter endnu en hjemmekamp mod OB i Superligaen.

/ritzau/