Opdateret: 38-årig varetægtsfængslet - erkender drab i Gullestrup

Den 38-årige hovedmistænkte i drabssagen fra Gullestrup er i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning.

Den dræbte blev fundet på sin bopæl tirsdag formiddag.

Opdateret 15.01

Opdateret med informationen om, at den hovedmistænkte er varetægtsfængslet i fire uger efter grundlovsforhøret.

 

Læs også Grådkvalt kollega om drabsoffer: - Han var en utrolig vellidt og dejlig mand

Den 38-årige hovedmistænkte i sagen om drabet på 51-årige Peter Schnack i Gullestrup har i dag erkendt at have begået drabet alene. 

Det skete ved et grundlovsforhør i Retten i Herning. Den 38-årige er efter grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet. Han har valgt ikke at kære fængslingen.

En 48-årig kvinde blev i går onsdag varetægtsfænglset i 14 dage for medvirken til drab. Det skulle være sket i forening med den 38-årige mand, der i dag er fremstillet i retten. 

Men den 38-årige mand erkender altså ikke, at drabet blev begået i forening med den varetægtsfængslede kvinde. 

Dræbt af knivstik

Peter Schnack blev fundet dræbt af knivstik på sin bopæl på Lupinens Kvarter i Gullestrup tirsdag, efter en bekendt til den dræbte havde kontaktet politiet, fordi han ikke kunne komme i kontakt med den 51-årige.  

Senere samme dag blev den 38-årige mand, der i dag er fremstillet i grundlovsforhør, efterlyst med navn og billede af politiet, og den 48-årige kvinde blev anholdt af politiet. 

Læs også 51-årig dræbt med knivstik: Kvinde varetægtsfængslet - sigtet for medvirken til drab

Den 38-årige mand meldte sig selv til politiet onsdag eftermiddag. 

Det er uvist, hvilken relation der var mellem offeret og de to anholdte personer, og hvad motivet til drabet har været.

Dagens grundlovsforhør bliver afviklet bag lukkede døre, da der er vidner i sagen, som ikke skal have mulighed for at afstemme deres forklaringer. 

Dermed har det ikke været muligt for offentligheden at få indblik i politiets bevismateriale eller at høre den sigtedes forklaring - ud over hvordan han stiller sig til drabssigtelsen.

Ved gårsdagens grundlovsforhør kom det frem, at den 51-årige blev dræbt med flere knivstik. Det skulle være sket i tidsrummet fra den 5. juli til den 14. juli. 

Kvinden, der i går blev varetægtsfænglset i 14 dage, nægter sig skyldig. Ved gårsdagens grundlovsforhør kærede hun fængslingen til landsretten.

02:41

Den hovedmistænkte for knivdrabet på en taxachauffør i Gullestrup ved Herning, erkendte i dag i et grundlovsforhør, at han er drabsmanden.

Luk video