Dømt skyldig i voldtægt af niårig steddatter

En 32-årig mand blev ved retten i Herning kendt skyldig i at have haft både anal- og oralsex med sin steddatter.

Retten i Herning
Foto: Arkiv

En mand fra Herning-området blev onsdag idømt fire år og seks måneders fængsel for at have voldtaget sin niårige steddatter. Han skal desuden betale pigen 75.000 kroner i erstatning.
Den 32-årige mand har bedt om betænkningstid, imens han overvejer, om han vil anke sagen. Indtil da er han varetægtsfængslet.

- Jeg er tilfreds med, at retten har fundet ham skyldig i alle de forhold, han var tiltalt for. Derudover er jeg tilfreds med, at de har fundet pigens forklaring troværdig og lagt den til grund for domme, siger anklager Claus Benner.

Manden har været varetægtsfængslet siden den 25. marts. Han er, foruden anal- og oralsex, også kendt skyldig i gentagne gange at have haft samleje med sin niårig steddatter.

Manden boede sammen med steddatteren og hendes mor, da overgrebene fandt sted.
Den niårige pige har ikke selv været til stede ved retten i Herning, men mandag blev en videoafhøring af pigen afspillet for sagens parter. Det foregik bag lukkede døre.

Det er blandt andet DNA-spor fra pigen, som er fundet på en penisring i hjemmet, der har været bevis i sagen. Det er dog usikkert, hvor på pigens krop DNA’et kommer fra.

Hele sagen begyndte, fordi politiet fik en underretning fra Herning Kommune, som havde mistanke om, at pigen var blevet udsat for seksuelle overgreb.