DM i entreprenørskab: Har designet en bh, hvor man kan skjule hygiejnebind

Tre unge fra Herning er danmarksmestre i entreprenørskab 2019. De har opfundet en genial ting til blufærdige piger.

Vinderne blev Anna Bech, Julie Helleskov og Rasmus Villumsen med ideen Hush-Hush Underwear.
Vinderne blev Anna Bech, Julie Helleskov og Rasmus Villumsen med ideen Hush-Hush Underwear.

En bh med lommer til diskret opbevaring af hygiejnebind. Dén idé sikrede onsdag aften tre elever fra Herningsholm Gymnasium titlen som vindere af Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

Da de på landets ungdomsuddannelser tog hul på entreprenørskabsforløbet, Company Programme, var de 3500 elever. Onsdag var kun 150 elever tilbage, fordelt på 42 hold. Til fælles havde de, at de alle havde en god iværksætteridé og gennem regionale mesterskaber og messer havde fejet tusindvis af konkurrenter af banen, og kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

Vinderne blev Anna Bech, Julie Helleskov og Rasmus Villumsen med ideen Hush-Hush Underwear. De har udviklet en bh med to lommer, hvor piger og kvinder diskret kan opbevare hygiejnebind.

- Det er sindssygt vildt at vinde. Det havde vi slet ikke regnet med. Vi ryster helt. Men nu skal vi bare videre og sælge noget mere og videreudvikle vores produkt, lød det glad de tre vindere, som allerede sælger deres innovative bh på Instagram.

I det hele taget blev elever fra Herningsholm Gymnasium dagens store vindere. Udover en 1. plads, hev gymnasiet også 3 sporpriser hjem.

Men titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en check på 10.000 kroner sponsoreret af Nordea, som blev overrakt til de unge opfindere. Til juli skal Hush-Hush Underwear desuden repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab, Company of the Year Competition, som holdes i Lille, Frankrig.

1:41
Se hele indslaget om de unge opfindere her.