Dirigent lægger taktstokken på hylden efter 35 år med Herning Kirkes Drengekor

Mads Billes afløser er den 24-årige englænder Charlotte Rowen.

Mads Bille, der er dirigent og 1. organist for Herning Kirkes Drengekor, har besluttet at gå på pension i sommeren 2020 efter 35 år i jobbet. 

En stemme for livet

Det skriver Menighedsrådet ved Herning Kirke i en pressemeddelelse. 

- Mads Bille har gennem sine 35 år i jobbet været en afgørende inspirator og drivkraft bag udviklingen af Herning Kirkes Drengekor og musiklivet ved Herning Kirke. Den udvikling kan både vi og kirken - men også hele byen og området - været stolte af, skriver meningshedsrådet. 

Kendt afløser

Hans efterfølger bliver den 24-årige Charlotte Rowen fra England.

Charlotte Rowen har stor erfaring med korledelse, og hun har siden september 2019 været tilknyttet drengekoret i en assisterende rolle.  Derudover er hun aktuelt dirigent for Danmarks eneste kvindelige barbershop-kor WondAros i Aarhus og har dirigenterfaring fra bl.a. Liverpool Metropolitan Cathedral og London Symphony Orchestra Choir.

I øjeblikket afslutter hun sin Master-uddannelse i korledelse ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Medlem af menighedsrådet Tobias Ramm Eberlein udtaler:

- Vi har i et internationalt ansøgerfelt valgt Charlotte pga. hendes talent som dirigent, hvor vi oplever en stor evne til både at begejstre for og med musikken. Samtidig er hun optaget af at se og investere i de enkelte sangere.

- Hun deler vores visioner for og med koret, og hun overbeviste os ved ikke kun at have de musikalske evner og ambitioner til at realisere dem, men også de kompetencer inden for formidling, organisation og fundraising, der skal til for at kunne bygge videre på det fundament af gensidigt givtige samarbejder, der er lagt i Mads Billes tid. 

Stor tiltro til afløser

Mads Bille har også stor tiltro til sin afløser:

- Jeg er meget tilfreds med valget. Hun er yderst talentfuld, og jeg er helt tryg ved generationsskiftet, og dirigentstokken er i de rigtige hænder, udtaler den 66-årige Mads Bille.

Helt på pension går Mads Bille dog ikke. Han fortsætter som kunstnerisk leder hos Den Jyske Sangskole og med sin indsats i Sangens Hus, som han har brugt mange kræfter på de sidste par år.

Mads Bille skulle have dirigeret Herning Kirkes Drengekor for sidste gang i juni, men på grund af coronakrisen er denne koncert aflyst, og det er endnu uvist, hvornår han inviteres til at dirigere koret for sidste gang.

Her kan du høre en sang med Herning Kirkes Drengekor fra marts 2017. 

 


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Kultur.