Dedikerede fans fejrede FCM-guld: Far og datter følger klubben i tykt og tyndt

Der var jubel på tribunerne, da FC Midtjylland søndag aften kunne fejre klubbens tredje mesterskab på seks år.

Per og Mira Dahlmann var med på tribunerne, da FC Midtjylland søndag aften fik overrakt mesterskabspokalen.
Per og Mira Dahlmann var med på tribunerne, da FC Midtjylland søndag aften fik overrakt mesterskabspokalen.
Foto: TV MIDTVEST

Der blev skrålet med af lungernes fulde kraft på FC Midtjylland hymnen på tribunerne på MCH Arena søndag aften, hvor klubben kunne fejre sit tredje mesterskab.

To af de sangstemmer, der virkelig kunne høres, tilhører Per Dahlmann og hans datter Mira Dahlmann.

- Vi har det fantastisk. Det her skal fejres, sagde Mira Dahlmann søndag aften.

Far og datter er bestemt ikke noget særsyn på MCH Arena. Begge er trofaste tilskuere, når FC Midtjylland spiller bold.

Per og Mira Dahlmann skrålede med på FC Midtjylland Hymnen. 
Per og Mira Dahlmann skrålede med på FC Midtjylland Hymnen. 
Foto: TV MIDTVEST

- Klubben betyder alt. Det er en familieting for os. Vi er her hver gang, de spiller på hjemmebane, og vi tager også af og til med til udebanekampe. Jeg har også to større børn, der er med, fortæller Per Dahlmann.

Vil sejre i Europa

Han var rigtig glad for at kunne være til stede på stadion og fejre guldet, selvom søndagens nederlag til AaB, ærgrede den inkarnerede fan.

- Vi kunne godt have brugt stemningen fra kampen, hvor vi slog FCK, og guldet kom i hus, for det var helt fantastisk. Men vi har det fedt, og vi har ferie, så vi bliver ved hele natten, sagde Per Dahlmann.

Oliver Christoffersen (th) og Mathias Meyer (tv) var også mødt op for at fejre guldet. 
Oliver Christoffersen (th) og Mathias Meyer (tv) var også mødt op for at fejre guldet. 
Foto: TV MIDTVEST

Nogle meter fra Per og Mira Dahlmann stod vennerne Oliver Christoffersen og Mathias Meyer. De havde både fundet guldparykker og guldchampagne frem for at fejre mesterskabet med manér.

- Det er helt vildt. Vi har gået og ventet på at kunne fejre det efter FCK-sejren. Nu kan vi fejre det sammen med spillerne. Det er helt fantastisk, sagde Oliver Christoffersen.

Og årets mesterskabstitel er kun starten, mener Mathias Meyer.

FC Midtjylland tabte søndagens kamp mod AaB, men guldet var allerede sikret. 
FC Midtjylland tabte søndagens kamp mod AaB, men guldet var allerede sikret. 
Foto: TV MIDTVEST

- Vi får fem pokaler de næste fem år- enten Superliga eller pokal. Det er jeg helt sikker på, sagde Mathias Meyer søndag aften.

Per Dahlmann har også stor tiltro til, at FC Midtjylland har store sportslige præstationer foran sig.

- Herning bliver helt sikkert Danmarks fodboldhovedstad. Nu skal vi bare holde på de her spillere, når vi skal til Europa, og så skal vi præstere i Europa, siger han.

3:15
Live fra den 26. juli 2020: Er endnu et mesterskab til FC Midtjylland beviset på, at magtbalancen i dansk fodbold er tippet.