De har spillet i band i 50 år: - Det er forbudt at dø

De er gode venner og musikalske kammerater. I en kælder i Hernings industrikvarter mødes de fast én gang om ugen.

- Selvom vi har fået nogle år på bagen, så er der ikke én eneste af os, der er spor anderledes end dengang, vi var teenagere. Det er nøjagtig det samme. Udseendet er faktisk også det samme, siger Ole Smidt med et smil. Han er trommeslager i bandet Innkeepers.

De fem mænd er alle pensionister mellem 65 og 69 år. De har haft et arbejdsliv med vidt forskellige erhverv, nemlig autolaker, tekniker, slagter og friskolelærer. Men bandet og musikken, den har de altid haft til fælles.

"Det er forbudt at dø"

De første toner om historien om Innkeepers blev slået an i begyndelsen af 1960’erne.

Bandet Innkeepers har i flere omgange holdt lange pauser fra musikken. Men de har altid holdt sammen. Lige indtil to af de oprindelige medlemmer begge døde af kræft – det fik de resterende medlemmer til at indgå en livslang aftale.

- Vi lavede en regel om, at det er forbudt at dø – der er kun den ene regel, siger Bent Lundsgaard.

- Det er en aftale, vi har lavet, og der vil blive slået hårdt ned på det, hvis der er nogen, der bryder det, siger Michael Frandsen, Guitarist, Innkeepers.

Nye kræfter kom til på bas og keyboard, og længe før de to nye medlemmer blev en del af Innkeepers, så de op til bandet.

- Når vi går i gang, så trækker vi i det samme tov alle sammen. Og det er en fantastisk fornemmelse, for den kommer op i en midt inde i et nummer, og siger, hold da om mand – kunne jeg bare få lov til at spille det her nummer 100 gange mere, siger Bent Lundsgaard. Han var én af de to nye medlemmer, der kom til. 

- Det er simpelthen guld, at vi stadig kan gøre det. For mig er det bare det, der driver værket – at man engang imellem kommer ud og præsenterer det, som vi har nogle fantastiske aftener med nede i vores øvelokale. Siger Ole Smidt.

Bandet bliver ved med at holde sammen og spille sammen. Ingen af dem kan finde en grund til, hvorfor det skulle slukke og lukke for musikken.

- Om vi så skal have rollatorer stående ude bagved, så fortsætter vi. Men den dag, hvor vi også selv synes, det begynder at lyde ad helvedes til, så stempler vi nok ud, siger Michael Frandsen.