Danske hold jagter kortere vej til europæiske gruppespil

Kan de danske hold gentage sidste sæsons gode pointhøst i europæisk fodbold, bliver vejen til de guldrandede europæiske gruppespil kortere i fremtiden.

20170507-190014-l-1000x675we.jpg
Foto: Scanpix/Anders Kjærbye

Torsdag aften begynder den europæiske fodboldsæson for de danske holds vedkommende, når Lyngbys bronzevindere og FC Midtjylland tager hul på Europa League-kvalifikationen.
    
De to hold træder ind i den første af i alt fire kvalifikationsrunder inden turneringens guldrandede gruppespil. Med andre ord venter der hele otte kampe, før den europæiske deltagelse for alvor bliver en god forretning.
    
Gode danske resultater på tværs af alle fire deltagere i de europæiske turneringer - de to nævnte samt FC København og Brøndby - kan gøre den fremtidige vej til de europæiske gruppespil kortere.
    
Fordelingsnøglen for antallet af pladser og indtrædelsestidspunkt baserer sig nemlig på de foregående fem års resultater i europæisk fodbold.
    
I sidste sæson klarede specielt FCK sig godt og hentede så mange point i Champions League-gruppespillet og Europa Leagues knockoutfase, at de danske hold samlet set hentede 10.-flest koefficientpoint af alle lande i Europa.
    
Superligaen gik derfor fra at indlede sæsonen som Europas 24.-bedste liga til at være den 18.-bedste inden den kommende sæson - baseret på fem års samlet pointhøst.
    
Lige præcis 18.-pladsen rykker ikke ved det tidspunkt, hvor de danske hold indtræder i Europa, men bare 17.-pladsen havde givet den kommende danske mester, pokalvinder og superligasølvvinder en kortere europæisk vej.
    
Fra 15.-pladsen og frem er der endnu flere fordele. Det vil blandt andet medføre, at superligaens sølvvinder også kan forsøge at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet, mens antallet af europæiske deltagere stiger fra fire til fem.
    
Tidligere har Danmark også haft en plads direkte i Champions League-gruppespillet. Det kræver mindst en 11.-plads, for at det kan ske igen, mens en 13.-plads vil garantere, at danmarksmesteren og pokalvinderen minimum ender i Europa Leagues gruppespil.
    
Deltagelse i Europa League-gruppespillet vil alt i alt indbringe i omegnen af 50 millioner kroner, hvis man medregner penge for at deltage, tv-penge og entreindtægter. Champions League-gruppespillet i nærheden af det firedobbelte.
    
Men er det realistisk, at Danmark kan nå længere frem?
    
Bedømt ud fra resultater, må svaret være ja!
    
Ganger man sidste sæsons gode pointhøst med fem, ville Superligaen i den aktuelle stilling være Europas niendebedste liga og være sikret pladser i minimum to europæiske gruppespil - og med gode vilkår for at få et tredje hold med.
    
Det vil for alvor batte på den danske pointhøst, hvis mere end et hold kvalificerer sig til et europæisk gruppespil samme år. Mindre kan dog også hjælpe de danske hold på vej.
    
I de kommende sæsoner har flere ligaer lige over den danske - blandt andet Grækenlands, Østrigs og Kroatiens ligaer - flere point at forsvare fra de år, der står til at ryge ud af femårsregnskabet.
    
Derfor kan endnu en god dansk sæson i Europa sørge for, at Superligaens nummer to i sæsonen 2018/2019 også bliver belønnet med en plads i Champions League-kvalifikationen sæsonen efter.
    
Første skridt bliver taget torsdag. Lyngby møder Bangor City fra Wales, mens FC Midtjylland får besøg af irske Derry City.
    
/ritzau/