Cyklister tager kampen op mod dårlige cykelforhold

Hvor er det usikkert at færdes på cykel? Med ny kampagne vil Cyklistforbundet skabe overblik over farlige strækninger.

Cyklister registrerer farlige veje
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

I Midt- og Vestjylland er der flere steder, hvor det kan være svært at færdes som cyklist. Smalle og ujævne veje og for høj fart er blandt andet med til at gøre cykelturen usikker. Nu har Cyklistforbundet taget kampen op mod de farlige steder.

I et interaktivt kort kan borgere nu melde ind, hvor de oplever, at det er farligt at køre på den tohjulede.

En af dem, der har benyttet muligheden for at indberette, er 73-årige Klara Søndergaard fra Arnborg. Hun er ivrig cyklist og samlede en flok af andre cyklister for at finde de steder, hvor der er dårlige forhold, da kortet blev lanceret i januar.

- Hvorfor skulle vi ikke bare cykle ud og kigge efter det? Det gør vi da bare, lyder det fra Klara Søndergaard.

Som resultat er Brændgårdvej nær svømmehallen i Herning nu registreret på det inaktive kort.

- Der er for lidt plads til cyklister. Det er for smalt, det er ujævnt, det slingrer afsted og det er også lappet, siger hun.

2:12
Kom med på cykeltur lige her. 

- Vi skal have fundet en stor pose penge

Målet med det interaktive kort er, at det skal være med til at overbevise politikerne om, at der skal bruges flere penge på cyklisme. Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er parat til at smide flere penge efter cyklisterne.

- Vi skal have fundet en stor pose penge til cykelinvesteringer. Derfor er det rigtig godt, at der sker en kortlægning af, hvor trykker skoen? Hvor har vi brug for at investere rundt omkring i landet?, siger han. 

Indtil videre er 56 strækninger her i landsdelen blevet registreret på kortet.