Coronakrisen koster mange jobs i Herning

Coronakrisen har kostet rigtig mange mennesker deres job. Her i landsdelen er Herning særligt hårdt ramt.

Knud Arne Frandsen er en af de mange, som lige nu går ledig i Herning på grund af Coronavirus. Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Coronakrisen har kostet rigtig mange mennesker deres job. Lørdag mistede næsten tre gange så mange danskere som normalt deres arbejde - det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Læs også Mere end 7000 meldte sig ledige første dag i april

I går meldte 451 danskere sig ledige - normalt er det tal i gennemsnit 178.

Og Midt- og Vestjylland er hårdt ramt. Under coronakrisen er der kommet 38 procent flere ledige her i landsdelen. 

I den kedelige statistik stikker særligt Herning Kommune ud. Siden den 12. marts har 861 herningensere meldt sig ledige på jobcentret. Og antallet af dagpengemodtagere er ifølge kommunens egne tal steget med cirka 55 procent

En af dem, der er blevet en del af statistikken, er Knud Arne Frandsen fra Skibbild. De seneste mange år har han kørt taxa, men kort efter krisen ramte, måtte han parkere bilen og blive hjemme.

- Jeg er vant til at ville arbejde. Så det er svært at sidde her. Man har taxaen der holder lige udenfor, men jeg kan ikke gå ud og arbejde, man kan ikke gøre noget, fortæller Knud Arne Frandsen. 

Man har taxaen der holder lige udenfor, men jeg kan ikke gå ud og arbejde, man kan ikke gøre noget

Knud Arne Frandsen, Taxachauffør, Skibbild.

At taxachaufføren og mange andre nu går ledige, kan vise sig at blive et alvorligt problem for Herning Kommune. 

- Det er mere end 600 personer, der er blevet forsikret ledige. Oveni det kommer der en ukendt effekt af kompensations pakkerne. Måske kommer der endnu flere ledige. Så det er meget alvorligt, fortæller Søren Liner, der er direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning Kommune. Han har dog et godt råd til de ledige.

- Det vigtigste, når man bliver ledig i den her periode, det er, at man ikke taber sine kompetencer. Man skal stadig være attraktiv på arbejdsmarkedet, det er meget meget vigtigt, siger Søren Liner. 

Men for Knud Arne Frandsen er det svært at gøre noget. For kunderne de er der simpelthen ikke mere. 

- Jamen altså Mette Frederiksen hun holdte den tale, hvor hun lukkede landet ned. Dagen efter lavede jeg næsten ingen penge. om fredagen efter havde jeg syv en halv times arbejde, og der var ikke en eneste kunde, siger han. 

Henning Vestbjerg er formand for 3F Midtjylland og har travlt med at hjælpe de mange medlemmer, der nu er blevet ledige. Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

3F oplever forvirrede medlemmer

Hos 3F har man lige nu mange flere medlemmer, som er ledige, end normalt. Og her oplever de, at det nogle af medlemmer kan være ekstra svært at miste jobbet.

- Nogen kan godt blive forvirret over det her. De nogle andre snakke om noget, så læser de noget i aviser, så hører de om virksomheder der gør tingene på en anden måde. Der kan det være svært at finde ud af, hvad skal jeg gøre?, siger Henning Vestbjerg Pedersen, der er formand for 3F Midtjylland. 

Hjemme hos Knud Arne Frandsen er lak gulvet allerede ved at blive godt slidt ned. Men selvom pengene er mindre end vanligt og kedsomheden stor. Så er det uvisheden om hvornår hans taxi igen kan rulle ud, der er det værste. 

- Uvisheden er det værste, ja. Man ved ikke - er det om en uge, er det om en måned? To måneder? Tre måneder? Hvad skal man? Hvad gør man?, slutter Knud Arne Frandsen fra hjemmet i Skibbild.

01:52

Se her et indslag om den voldsomme stigning i antallet af ledige.

Luk video