Corona i FCM-truppen: Midtbanespiller testet positiv

Evander Ferreira er testet positiv for Covid-19. Det er FC Midtjyllands første registrerede smittetilfælde i spillertruppen.

FC Midtjyllands brasilianske 10'er - Evander Ferreira  - blev mandag testet positiv for Corona. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Dermed har FC Midtjylland registreret sit første smittetilfælde i spillertruppen.

Klubben formoder, at Evander Ferreira er blevet smittet i løbet af truppens fridage i forbindelse med landsholdspausen, og dermed ikke i klubbens miljø. Brasilianeren har i følge klubben ikke nogen symptomer.

- Spillere og stab tager de nødvendige forbehold, og vi har iværksat skærpede tiltag. Det betyder blandt andet, at træningen er lukket for fans og medier i de kommende dage, skriver klubben på sin hjemmeside.

Resten af FCM-holdet er testet negativ og bliver testet igen inden søndagens kamp mod AGF i 3F Superligaen. Alle på og omkring holdet skal kunne fremvise gentagende negative tests, før de deltager i kamp.

Klubben har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer i sagen. 

 


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Sport.