Chefvagt forsikrer: - Vi kan sagtens undvære brandfolk

Beredskabsstyrelsen Midtjylland kan godt klare sig uden de fem brandfolk, der er blevet sendt til Sverige for at slukke skovbrande, forklarer chefvagt.

Chefvagt hos Beredskabsstyrelsen Midtjylland, Christian Rosgaard.
Chefvagt hos Beredskabsstyrelsen Midtjylland, Christian Rosgaard.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Selvom der i Danmark dagligt opstår massevis af naturbrande i tørken, så kan de brandfolk, der torsdag morgen blev sendt til Sverige sagtens undværes.

Det slår chefvagt Christian Rosgaard fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland fast.

- Vi oplever ikke nogen store naturbrande lige i øjeblikket, selvom vi dagligt har omkring 30 brande at se til. Indtil videre er de blevet taget i opløbet.

- Derfor kan vi sagtens undvære de brandfolk, vi har sendt afsted til Sverige. Lige nu har de brug for hjælpen deroppe, og fordi vi ikke står med en stor brand i Danmark, giver det rigtig god mening at sende folk derop for at støtte arbejdet i Sverige, siger Christian Rosgaard.

Situationen er usædvanlig i Sverige

I Sverige har brandvæsnet i dagevis kæmpet med at slukke skovbrande i flere dele af landet.

Situationen i det svenske er så slem, at 27 danske brandmænd fra beredskabsstyrelsens centre i Hedehusene og Herning er blevet sendt afsted. Blandt de udvalgte er der også folk fra kommunale brandstationer.

Beredskabsstyrelsen Midtjylland bidrager med fem mand til slukningsarbejdet, der kommer til at foregå i Ljusdal Kommune nord for Stockholm.

- Det er en usædvanlig situation i Sverige, og en usædvanlig situation kræver også en usædvanlig reaktion, siger Christian Rosgaard.

Ingen grund til bekymring herhjemme

Skulle der opstå naturbrande herhjemme, mens de danske brandfolk er væk, er der dog ingen grund til bekymring, forklarer chefvagten.

- Der er ikke nogen problemer i forhold til beredskabet herhjemme. De brande, der måtte opstå, skal vi nok få slukket. Det er jeg helt overbevist om, lyder det fra Christian Rosgaard.

Det forventes at de danske brandfolk skal assistere i det svenske i tre dage.