Chefredaktør om Støjbergs formandstræk: Kan være taktisk klogt   

Inger Støjberg har sendt en føler ud i forhold til formandsposten i Venstre, og det kan vise sig at give pote både på den korte og lange bane, vurderer chefredaktør.

At udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bejler til formandsposten i Venstre kan være en taktisk genistreg både på den korte og den lange bane.

Det mener chefredaktør på Skive Folkeblad, Ole Dall, der godt kan se Støjberg i rollen.

- Det er ikke ude på fantasiens overdrev at forestille sig hende som formand i Venstre. Selvom vælgerne er meget delte omkring hende, så er hun en af de mest populære ministre i Danmark. Så det er bestemt et realistisk scenarie.

- Jeg tror, hendes udtalelser om formandsposten er en form for prøveballon, hun sender op. Det man kan sige er, at den prøveballon er blevet taget alvorligt både i Venstre og i medierne. Det kan godt være, Kristian Jensen ender med at vinde første runde, men bringer han ikke Venstre frem til en statsministerpost, så har Inger Støjberg allerede bragt sig selv i spil som formand. Det kan være et taktisk klogt træk, hun har begået, siger chefredaktøren.

Støjberg skal have bredere udsyn

Inger Støjberg har gennem en lang årrække markeret sig på udlændinge- og integrationsområdet, og som formand skal ministeren kunne favne bredere end det, pointerer Ole Dall.

- Hun er selvfølgelig meget bundet af det ministerium, som hun har haft i lang tid. Skal man være formand, skal man have et bredere udsyn end det. Det vil jeg tro, hun er helt klar over.

- Jeg ser det her som en tidlig positionering. Det behøver ikke føre til noget på den korte bane, men nu har hun meldt sig på banen. Kristian Jensen har nok en favoritrolle til at tage formandsposten, men hvis han ikke leverer varen, så står Støjberg pludselig i en god situation, forklarer chefredaktøren.

Inger Støjberg har selv forklaret ved Venstres landsmøde i Herning, som afvikles i denne weekend, at hun endnu ikke har gjort op med sig selv, hvorvidt hun ønsker at gå efter positionen som Venstres formand.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Politik.