Familiekabalen

Chefen er gået efter det bedste team: Har ansat sine to søstre og en datter

Midt i Herning ligger tøjbutikken Ma-Griff. En butik med fire ansatte, der alle er i familie med hinanden.

Fire kvinder, der står sammen både på jobbet og privat. Fra venstre lillesøster Karin Friis Hansen, storesøster Birgith Friis Thomsen, mellemste søster og chef Grethe Bonde og hendes datter Helen Bonde Buhl.
Fire kvinder, der står sammen både på jobbet og privat. Fra venstre lillesøster Karin Friis Hansen, storesøster Birgith Friis Thomsen, mellemste søster og chef Grethe Bonde og hendes datter Helen Bonde Buhl.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Grethe Bonde er midt i søskendeflokken og mener selv, hun har brugt albuerne lidt mere end sine søstre for at komme fremad.

- Der er heller ingen tvivl om, jeg er den mest rapkæftede, når det skal være. Hende der altid har svar på tiltale, forklarer Grethe Bonde.

Egenskaberne har hun brugt til at skabe sig en erhvervssucces. Hun har for to år siden fejret 25-års jubilæum i sin modebutik Ma-Griff i Herning. Her har hun tre ansatte, og det specielle er, at de alle er en del af chefens nærmeste familie.

Nemlig hendes storesøster Birgith, lillesøster Karin og datteren Helen.

- Det er en gave og helt vildt dejligt at få lov at arbejde sammen med min nærmeste familie hver dag. Men det er ikke en hyggeklub, og vi skilter ikke med de nære relationer i butikken. Der er stamkunder og sælgere, der ikke ved, at alle ansatte er i familie. Privat snak gemmer vi til kaffepauserne nede i kælderen, eller når vi ringer sammen om aftenen, fortæller Grethe Bonde.

Hun understreger, at alle hendes ansatte har meget at byde ind med fagligt, og derfor er hun ikke i tvivl om, at hun har fået det bedste team i butikken.

4:11
Se programmet om de fire kvinder, der alle er i familie og alle arbejder i tøjbutikken Ma-Griff.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Fordel at kende hinanden godt

De to søstre og datteren har det fint med Grethe Bonde som chef.

- Vi ved, hvem der har hvilken kasket på, og det skal, man acceptere. Grethe er min chef, når vi er på arbejde og min søster, når vi har fri, forklarer lillesøster Karin Friis Hansen og tilføjer med smil på læben:

- Jeg siger altid min mening, men hvis der er noget, vi ikke er enige om, så siger hun altid, at hun har to stemmer. Det er helt fair.

Storesøster Birgith Friis Thomsen synes, det er en stor fordel, at alle kender hinanden godt.

- Vi er ikke i tvivl om hinandens bløde og hårde sider, så vi holder lidt igen, hvis der er dage, hvor vi kan mærke, der lige er et eller andet, der skal passes på.

Butik Dalgaard i Herning, hvor de tre søstre Grethe, Birgith og Karin alle er uddannet i 1970’erne og 1980’erne. Butikken eksisterer ikke i dag.
Butik Dalgaard i Herning, hvor de tre søstre Grethe, Birgith og Karin alle er uddannet i 1970’erne og 1980’erne. Butikken eksisterer ikke i dag.
Foto: Privat

Datter klar til at overtage

Datteren Helen Bonde Buhl har været i tøjbutikken i Herning siden 2006.

- Vi var enige om, at jeg kunne tage et prøve-år, og hvis ikke det gik, så måtte jeg jo stoppe igen. Men nu er det foreløbig blevet til 14 år, og det er gået så godt, at jeg er ved at overtage en lille del af butikken, fortæller Helen Bonde Buhl og tilføjer:

- Jeg synes, min mor er vildt dygtig til det, hun laver, og det ser jeg meget op til.

Tilsammen har de fire kvinder i Ma-Griff været i tøjbranchen i 145 år. Og de tre søstre er ovenikøbet uddannet i samme dametøjsbutik i 1970’erne og 1980’erne, nemlig hos Dalgaard på gågaden i Herning.

- Jeg var på efterskole, og da jeg var hjemme i vinterferien, spurgte min far, om vi ikke skulle køre ind til byen og finde en læreplads til mig. Så kørte vi ind til Dalgaard, og min far aftalte med chefen, at jeg kunne begynde den 1. august, fortæller Grethe Bonde, der har elsket tøjbranchen fra første dag.

- Hvis jeg skulle vælge et nyt job i dag, så ville jeg vælge det samme.