Centerchef om plan for genåbning: - Det er meget frustrerende

Der lægges fra regeringens side op til, at flere butikker snart må genåbne. Men landets storcentre er ikke med i den plan, og det vækker undren i Herning.

Flere butikker var lukket, da episoden fandt sted.
Flere butikker var lukket, da episoden fandt sted.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Langt de fleste af HerningCentrets 80 butikker har været lukket siden regeringen trak stikket 17. december sidste år. Og sådan ser det ud til at fortsætte.

For mens den ekspertgruppe, som regeringen læner sig op ad i sit udspil til en regional genåbning, anbefaler at åbne visse butikker, så er storcentrene ikke inkluderet i den plan.

- Det er meget frustrerende. Vi var ret sikre på, at vi kom med i åbningsbølgen i denne omgang, og vi har svært ved at se logikken i, at folk skal samles på færre kvadratmeter og bytte julegaver nu her, siger centerchef Kim Lauritzen.

Regeringen har sammen med flere eksperter lavet analyser og beregninger, der viser, at smitterisikoen er for stor ved at lade centrene genåbne. Det giver centerchefen dog ikke meget for.

- Vi har endnu ikke set noget dokumentation for, at det skulle være utrygt, siger Kim Lauritzen, og fortsætter:

- SSI har offentliggjort en rapport, der viser, at shopping ikke er en af de værste kilder til smitte. Og vi har afstand, håndsprit og skifter luften fire gange i timen, siger han.

Professor: Gågader er mere sikre

Jens Lundgren er professor i virologi, og han slår fast, at der er mindre smitterisiko ved en butik med indgang fra det fri, end ved at genåbne storcentre.

- Hvis man skal lave en afvejning af, hvad der er mere sikkert end andet, så vil butikker, hvor kunderne kommer udefra, og indehaveren kan styre antallet af kunder, så er det en mere sikker måde at handle på, siger han.

Centerchef i regionens største shoppingcenter, Kim Lauritzen, er uforstående over for, hvorfor butikkerne i HerningCentret ikke må åbne.
Centerchef i regionens største shoppingcenter, Kim Lauritzen, er uforstående over for, hvorfor butikkerne i HerningCentret ikke må åbne.
Foto: Karl Erik Lørup

Centerchef Kim Lauritzen fra HerningCentret mener dog stadig, at shoppingcentrene tilbyder en endnu mere coronavenlig oplevelse for kunderne og fastholder sin skepsis.

- Hos os sker kontrollen af antallet af kunder to gange. Først ved indgangen til centeret og så ved den enkelte butik. Vi har 650 medarbejdere, og har ikke haft et eneste tilfælde af corona, så jo - det er meget sikkert, siger han.

Og nedlukningen, som altså har varet i to måneder, går hårdt ud over butikkerne i centeret, forklarer centerchefen. Blandt andet fordi tøjbutikkerne ikke kan komme af med vinterkollektionerne.

- Der er rigtig mange selvstændige folk herude, som har penge og privatøkonomi på spil - det tror jeg, man glemmer, når det er et storcenter, siger han.