Bygning i Gullestrup brød i brand: Brandvæsenet måtte vække sovende borgere

Brand & Redning MidtVest måtte fjerne taget fra bygningen for at være sikker på, at ilden var slukket.

En række borgere i Gullestrup fik sig en brat opvågning, da der omkring klokken et natten til mandag brød brand i bygning. 

Brand & Redning MidtVest rykkede klokken 00.51 ud til Kornblomstens Kvarter i Gullestrup, hvor branden fandt sted, og ryddede bygningen for personer, hvorefter de begyndte slukningsarbejdet.

- Noget udvendigt fik fat i tagkonstruktionen, og ilden spredte sig langs taget. Det er en bygning med flere adresser i, og flammerne nåede at sprede sig til seks forskellige adresser, fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Vagtchefen oplyser også, at brandvæsenet måtte fjerne taget på de seks adresser for at få slukket branden fuldstændigt.

Senere på mandagen skal brandårsagen undersøges nærmere, men Midt- og Vestjyllands Politi har en mistanke om, at der har været noget let antændeligt i en skraldespand, som på en måde er blevet tændt, hvorefter flammerne har kunnet sprede sig til tagkonstruktionen.

Borgerne, der bor på de berørte adresser, blev indlogeret andetsteds, og ingen af dem kom til skade ved branden.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.