Butikstyv anholdt: Havde bilen fuld af stjålne varer fra supermarkeder

En 36-årig butikstyv nåede at stikke af efter et tyveri i Netto i Holstebro, men blev senere anholdt med bilen fuld af tyvekoster for flere tusind kroner.

Instant kaffe og almindelig kaffe var blandt tyvekosterne i bilen. Arkivfoto.
Instant kaffe og almindelig kaffe var blandt tyvekosterne i bilen. Arkivfoto.
Foto: Martin Sylvest Andersen / Ritzau Scanpix
Opdatering

Opdateret 15.20

Anklagemyndigheden oplyser torsdag eftermiddag, at den den sigtede i sagen er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved byretten. Den sigtede nægter sig skyldig og har kæret kendelsen til Landsretten.

    En 36-årig mand fra Randers blev i går aftes anholdt af politiet på motorvejen mellem Herning og Holstebro.

    Manden havde bilen fuld af varer som instant kaffe, almindelig kaffe og alle mulige andre ting fra ti supermarkeder.

    - Bilen var helt fuld af tyvekoster fra forskellige supermarkeder. Der var kolonialvarer for mindst 20.000 kroner, siger Henrik Nielsen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

    Politiet fik en anmeldelse om et butikstyveri i Netto på Lavhedevej i Holstebro i går aftes klokken 21.49. Manden nåede at stikke af, men blev altså senere anholdt af politiet.

    - Vi fik registreringsnummeret, og en patrulje fandt ham så under en motorvejsbro, hvor han blev anholdt og taget med på politistationen, siger Henrik Nielsen.

    Politiet skal nu i gang med at undersøge, hvor varerne er blevet stjålet henne. Ud over Netto på Lavhedevej i Holstebro har Fakta i Struer også haft besøg af indbrudstyven.

    Den 36-årige mand bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.

    4:36
    Butiksejere mener, at politiet arbejder for langsomt. Overvågningsbilleder mister deres værdi, når de alt for sent offentliggøres, lyder butiksejeres kritik i indslaget fra den 30. november sidste år.