Brugt legetøj får nyt liv på krisecentre og børneafdelinger

Hos Børnenes Kartel, som har hovedsæde i Herning, skal julen i år også handle om at give og tænke bæredygtigt.

julehelt
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Har du et puslespil, en dukke, en rangle eller et andet stykke legetøj liggende derhjemme, som du ikke længere selv bruger?

Så skynd dig ned i Børnenes Kartel. Lige nu søger de julehelte, der er personer, som ønsker at donere deres aflagte legetøj til andre.

- Det er vores bud på, hvordan vi kan gøre julen lidt mere bæredygtig, siger Heidi Ritter, der er ejer af Børnenes Kartel.

Børnenes Kartel, der er en legetøjsbutik med hovedsæde i Herning, har valgt, at det indsamlede legetøj skal gå til landets krisecentre og børneafdelinger, hvor det forhåbentlig vil sprede glæde på ny.

Julehelte med emblemer

Alle juleheltene modtager et emblem samt 10 procents rabat i butikken, når de afleverer deres legetøj.

Heidi Ritter forsikrer dog om, at de ikke gør det for den mulige indtjening.

- Hvis det var profit, jeg tænkte på, så havde jeg gjort noget andet, siger Heidi Ritter.

Der kan afleveres brugt legetøj hos Børnenes Kartel, som har butikker i både Herning og Silkeborg, i hele december.