Bravo Tours reddet: - Det er en kæmpe forløsning

Direktøren er glad for, at man endelig har fundet en løsning.

Rejseselskabet Bravo Tours er reddet, efter at selskabet har fået ny ejerkreds.

Det bekræfter direktør Peder Hornshøj over for TV MIDTVEST.

- Det er en kæmpe forløsning og en vanvittig stor glæde for mig, at jeg nu kan præsentere Bravo Tours med et nyt ejerskab. Vi har formået at få skabt et både stærkt økonomisk fundament og en god ejerkreds, så vi også i fremtiden kan sikre ferieglæden for 100.000 vis af danske gæster - præcis som vi har gjort det i snart 22 år, udtaler Peder Hornshøj, der fortsætter som administrerende direktør i selskabet, i en pressemeddelelse.

Den nye ejerkreds i Bravo Tours består nu af tre aktionærer: Selskabet PH Bravo med Peder Hornshøj i spidsen, og hvor også Bravo Tours' salgsdirektør, Gitte Søndergaard, er involveret med en aktiepost. Dertil et selskab under Mads Bygballe Christiansen, der i dag er ejer og stifter af Sunway Group i Århus. Derudover er selskabet Solbjarg midlertidigt med i den nye ejerkreds.

Konkurser og corona

quoteDet har været de mest hektiske 14 dage i hele mit liv, og vi ved, at, der har været mange interesserede købere derude.

Peder Hornshøj, administrerende direktør, Bravo Tours

Igennem flere år har Bravo Tours været ejet af TravelCo Nordic. Først måtte selskabet tage et enormt tab på flyselskabet Primera Airs konkurs, og sidenhen blev flere udenlandske selskaber fusioneret ind i selskabet med store tab til følge. Til slut bankede Corona-krisen på døren, og den satte rejselskabet under yderligere pres.  Alt dette betød, at TravelCo Nordic for to uger siden måtte gå under rekonstruktion. 

- Det har været de mest hektiske 14 dage i hele mit liv, og vi ved, at, der har været mange interesserede købere derude. Jeg er bare helt ekstrem glad for, at vi har fået en fantastisk ejerkreds og et stærkt fundament, og at det blev os, der nu kan tage imod nøglerne til selskabet, udtaler Peder Hornshøj i pressemeddelelsen.