Brandchef: Ligner endnu en i rækken

I nat rykkede et stort hold brandfolk ud til en pallebrand i Vildbjerg. Og ifølge indsatslederen ligner det en påsat brand.

Brand Vildbjerg

Mandskab fra brandstationerne i Aulum, Fredborg og Ørnhøj samt assistance fra Herning brugte nattetimerne på Blücher Metal i Vildbjerg. En stor stak paller stod i brand, da brandfolkene ankom til virksomheden.

- Vi har brugt rigtig lang tid på at slukke og begrænse branden. Pallerne har stået rigtig tæt op ad bygningen, så var der blevet slået alarm bare nogle minutter senere, tror jeg ikke, at virksomheden stod her endnu. Det var meget tæt på, siger indsatsleder, Peter Kristensen, Brand & Redning MidtVest.

Branden i Vildbjerg er blot en i rækken af den seneste tids påsatte brande i området.

- Den her brand minder uhyggeligt meget om den seneste tids brande. Geografisk ligger den her virksomhed bare 200 fra et sted, hvor der for nyligt har været brand, siger Peter Kristensen.

Beredskabsstyrelsen skal i løbet af formiddagen afstive virksomhedens ydre betonmure, idet de har fået for meget varme og slået revner.

Det er nu politiets arbejde at klarlægge selve brandårsagen.