Brand i Herning var påsat

Midt- og Vestjyllands Politi er overbevist om, at en brand i lejlighed i Vestergade i Herning var påsat.

Falck_6.jpg

Branden, som natten til søndag opstod i en lejlighed i Vestergade i Herning, var efter alt at dømme påsat.

- Vidner har forklaret os, at de hørte glas blive slået itu, og at to personer løb væk fra stedet lige før der opstod ild i lejligheden, oplyser Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Vagtchefen tilføjer, at der var voldsomme flammer, at der kan have været brugt en form for brændbar vædske.

Politiet har mistanke om, at der i lejligheden kan have været en hash-klub, men da brandårsagen ikke ligger fast, vil man ikke komme med noget bud på et motiv til et eventuelt angreb. Vagthavende fortæller, at man ser med alvor på sagen, og at hjemmeværnsfolk holder vagt ved lejligheden i Vestergade, indtil teknikere i mandag formiddag ankommer for at fastlægge den præcise årsag til branden.