Brand i campingvogn - ejeren opdagede selv flammerne

Onsdag morgen vågnede en beboer på Enghavevej i Sønder Felding op til en stor forskrækkelse. En campingvogn nær huset stod i brand.

Brand og Redning MidtVest rykkede ud til branden.
Brand og Redning MidtVest rykkede ud til branden.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Lidt over otte onsdag morgen blev Brand og Redning MidtVest kaldt ud til en brand i Sønder Felding.

- Da vi ankommer til stedet, kan vi se, at en campingvogn, der står ved siden af huset, er overtændt, siger Bjarne Gregersen, der er indsatsleder hos Brand og Redning MidtVest.

Indsatslederen fortæller, at der fra campingvognen kom kraftig strålevarme. Ilden havde også fået fat i husets gavl og entredør.

- Gavlen på huset har fået kraftige brandskader, og entredøren er helt brændt væk, siger Bjarne Gregersen.

Det var ejeren af både campingvognen og huset selv, der ringede 112. Ingen af huset beboere er kommet noget til.

- Vi ved ikke, hvad der har startet branden, men et forsigtigt bud kunne være en elektrisk kortslutning i campingvognen, siger Bjarne Gregersen fra Brand og Redning MidtVest.

Da TV MIDTVEST talte med indsatslederen, var der kommet kontrol over situationen.

- Lige nu forsøger vi at mindske risikoen for røgskader inde i huset, siger indsatslederen.