Børnetøj hitter i udlandet

Brancheforeningen Dansk Mode & Textil ser en lys fremtid i eksporten af dansk børnetøj. Det kan komme virksomheder i landsdelen til gode.

I løbet af de sidste otte år har Brands4Kids fordoblet antallet af ansatte i virksomheden.
I løbet af de sidste otte år har Brands4Kids fordoblet antallet af ansatte i virksomheden.
Foto: Arkiv

I Danmark er vi gode til at lave tøj i små størrelser. Så dygtige, at udlandet i stigende grad efterspørger vores børnetøj.

Susanne Ziegler har dansk børnetøj på hylderne i forretningen Pino Kids i Stuttgart i Tyskland, fordi hendes kunder er vilde med det.

- De elsker det skandinaviske look, det danske design og så den gode kvalitet og funktionalitet i tøjet, siger hun til DR P4 Midt & Vest.

Hos Brancheforeningen Dansk Mode & Textil ser de en lys fremtid i eksporten af dansk børnetøj.

- Vi sælger mere og mere børnetøj i udlandet, fortæller international chef Michael Hillmose til DR P4 Midt & Vest.

Fortsætter udviklingen kan den komme specielt Midt- og Vestjylland til gode.

- De fleste og største børnetøjsvirksomheder ligger i Midt- og Vestjylland, og får de et større salg, kan det i sidste ende betyde flere arbejdspladser, siger han.

En af de virksomheder, der sender flyverdragter og andet børnetøj afsted til udlandet i stor stil, er Herningbaserede Brands4Kids.

- Danmark er stadig vores største marked, men det er meget kraftigt ved at blive indhalet af det tyske, som i løbet af et år bliver vores største marked, fortæller salgs- og designdirektør, Michael Nederby til DR P4 Midt & Vest.

I løbet af de sidste otte år har Brands4Kids fordoblet antallet af ansatte i virksomheden.