Borgmester undrer sig over læk af Formel 1-planen

Hernings borgmester Lars Krarup mener, det er for tidligt at tale offentligt om forsøget på at skaffe Formel 1 til Herning

Lars-Krarup-2.jpg

Tidligere i dag kom det frem, at en gruppe med blandt andre tidligere videnskabsminister Helge Sander arbejder på at få Formel 1 til Herning.

Helge Sander sagde til TV MIDTVEST, at planerne var langt fremme, men det billede kan borgmester Lars Krarup ikke genkende.

- Jeg er stærkt forundret over, at nogen fortæller om dette nu. Det er på et meget tidligt stadie og slet ikke konkret nok endnu til, at vi overhovedet kan sige, om hverken Herning eller F1 er interesserede i projektet.  Skulle det blive aktuelt, kan jeg sige, at det vil kræve 100 procent privat finansiering. Hverken Herning kommune eller MCH kan tage en økonomisk risiko i en sådant eventuelt projekt, skriver Lars Krarup i et skriftligt citat.

Sikkert er det, at en delegation fra organisationen bag Formel 1 på torsdag kommer til møde i Herning.