Bombetrussel får politiet til at rykke ud til Rema 1000

Politiet er massivt til stede ved Rema 1000 på H. P. Hansens Vej i Herning på grund af en indtelefoneret bombetrussel.

Politiet er rykket ud til Rema 1000 på H. P. Hansens Vej i Herning på grund af en bombetrussel.

- Vi er til stede ved butikken på grund af en indtelefoneret bombetrussel, som vi undersøger, siger kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestjyllands Politi, Mette Helm, til TV MIDTVEST.

Bombetruslen kom ind kort før klokken 16 mandag eftermiddag, og Midt- og Vestjyllands Politi er ved at undersøge forholdene på stedet. TV MIDTVESTs reporter på stedet fortæller, at ammunitionsrydningstjenesten (EOD) og politiets bombehunde er på stedet.

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at supermarkedet er blevet evakueret, og at der er foretaget afspærring omkring bygningen og den tilstødende parkeringsplads.

Politiet beder borgere i området følge politiets anvisninger på stedet og holde sig uden for afspærringen.

Politiets indsatsleder fortæller, hvad status er for gennemgangen af Rema 1000.
Beboere i området føler sig utrygge efter bombetruslen.

 


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.