”Bølleregister” på vej

En ny lov skal gøre det muligt for Superligaklubberne at udveksle navne på fodboldbøller, som skal nægtes adgang til stadion.

FodboldUro_0.jpg

Kampen mellem Viborg og FC Midtjyllands i fredags blev skæmmet af tilskueruroligheder både før, under og efter kampen. En politimand måtte en tur på skadestuen, efter en fodboldfan fra FC Midtjylland havde kastet en øldåse i hovedet på ham. Politiet måtte på et tidspunkt trække stavene, og under selve opgøret blev der brugt pyroteknik af begge fangrupperinger. Det hele endte med, at ni personer blev anholdt, og 35 blev sigtet for urolighederne. Scener som disse kan i fremtiden undgås.

Divisionsforening, klubberne og politiet arbejder nemlig på et ”bølleregister”, der skal gøre det muligt at nægte potentielle ballademagere adgang til stadion. Det vil ske ved, at klubberne får mulighed for at udveksle oplysninger på de personer, der ikke må lukkes ind på stadion grundet karantæne.

- Alle er enige om, at det vil være en god idé at indføre et sådant register – både politiet, Justitsministeriet og Divisionsforeningen. Der skal ændres en bekendtgørelse i persondataloven. De sidste elementer skal lige på plads, og det tager nok en måneds tid eller to, før det kan blive en realitet, siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.

Landsdækkende karantæne

Fordelen ved bølleregistret er, at det giver klubberne mulighed for at udveksle oplysninger på personer, der er forment adgang til stadion. Dermed vil en karantæne være gældende på alle stadions rundt om i landet. I FC Midtjylland hilser man tiltaget velkommen.

- Jeg synes, det er et glimrende initiativ, som vi bakker op om i FC Midtjylland. Det gør vi egentlig om alt, der kan gøre det trygt at komme på stadion. De få, der - ødelægger det for mange, skal opføre sig ordentligt, siger kommerciel direktør i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen.

Forskellen på bølleregistret og hooliganregistret er, at personer der står noteret i hooliganregistret, har overtrådt straffeloven, mens personer i bølleregistret har overtrådt ordensreglementet i forbindelse med en Superligakamp.