Boligmarked holder rekordtempo ind i 2021: Man skal være hurtig

2020 blev et rekordår for boligsalg i Danmark på trods af nedlukninger. Nu ser det ud til at fortsætte ind i 2021.

- Vi har rigtig godt gang i tingene lige nu, lyder det fra ejendomsmægler og indehaver af Danbolig i Herning, Michael Thomsen.
- Vi har rigtig godt gang i tingene lige nu, lyder det fra ejendomsmægler og indehaver af Danbolig i Herning, Michael Thomsen.
Foto: Kasper Riis Kristensen / TV MIDTVEST

Ejendomsmægler Michael Thomsen fra Herning har det helt store smil på op til weekenden. Her venter der nemlig hele 20 fremvisninger.

Det vidner om, at rekordsalget på ejendomsmarkedet fra 2020 ikke har tænkt sig at tabe pusten, nu hvor vi er begyndt at vænne os til et nyt årstal.

- Vi oplever en stor efterspørgsel på fremvisninger nu, og det er en udfordring at holde varerne på hylderne. Vi har rigtig godt gang i tingene lige nu, lyder det fra ejendomsmægler og indehaver af Danbolig i Herning, Michael Thomsen.

Tal fra Danmarks Statistik vidner også om et sprudlende boligsalg. I perioden april-oktober 2020 blev der på landsplan solgt næsten 37.000 enfamiliehuse, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Selvom hele 2020 endnu ikke er endeligt opgjort, har 2020 allerede på mange måder været et rekordernes år på boligmarkedet.

- Handelsaktiviteten for enfamiliehuse har slået rekord, sommerhussalget steg helt ekstremt med 90 procent, og salget af ejerlejligheder har også ligget på et tårnhøjt niveau, siger Jakob Holmgaard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Corona og attraktivt lånemarked

Huspriserne er steget i 2020, bortset fra en kortvarig tilbagegang i marts. Michael Thomsen vurderer, at corona-nedlukningerne har haft en gunstig effekt på boligmarkedet.

- Folk har fået tid til at snakke om tingene derhjemme, Jeg tror, det har sat tankerne i gang ved rigtigt mange par rundt omkring.

- Mange henvender sig og får lavet en salgsvurdering, fordi de har nogle drømme, de vil have opfyldt og vil videre, siger Michael Thomsen.

Han peger på, at vi lige nu også har et meget attraktivt lånemarked, der sætter gang i bolighandler.


Det gælder om at være hurtig

Det er folk i alle aldre, der har lyst til at handle bolig.

- Vi oplever, der kommer mange førstegangskøbere, og vi oplever også de her mere modne par, der vælger at sætte deres hus til salg, fordi det nu er tid til at komme i et rækkehus eller i en ejerlejlighed, så vi har efterspørgsel både ved det yngre segment og også det lidt mere modne segment.

15 procent svarer i Home-kædens kvartalsmæssige køberbarometer med deltagelse af ca. 2000 repræsentativt udvalgte over 18 år, at de på tærsklen til det nye år har planer om boligkøb i første halvdel af 2021 - det svarer til at hver syvende dansker har tanker om snart at skifte bolig. For tre måneder siden var det 13 procent.

Noget kunne tyde på, at man ikke skal vente for længe, hvis man vil lave en god handel.

- Det er en udfordring at holde vores emner på hylderne, sådan som tingene ser ud lige nu. Der er nogle købere, der bliver nødt til at tage nogle hurtige beslutninger, når de er ude at se på hus, vurderer Michael Thomsen fra Danbolig i Herning.

I 2020 solgte Danbolig i Herning 265 boliger.