Bødesager ud af byretterne
Justitsminister Lars Barfoed fremsætter lovforslag, der skal nedbringe byretternes forbrug af tid på bødesager efter kritik fra retspræsident i Herning.
Byretterne skal bruge færre ressourcer på at behandle de mange tusinde bødesager. Sager som de i øjeblikket bruger op mod 50 fuldtidsstillinger om året på at forberede og behandle.
Det mener justitsminister Lars Barfoed, og derfor fremsætter han senere på året et lovforslag der skal forenkle byretternes arbejde med sagerne. Det fortæller DR Midt og Vest.
Kritik fra Herning
Forslaget kommer i kølvandet på kritik fra retspræsident Henrik Stamp i Herning.
Han mener sagerne nemt kan afgøres via et brev til sagsøgte - og helt uden et retsmøde. Som det er i dag sidder både en dommer, en anklager og en retssekretær klar i byretten, og kun sjældent møder sagsøgte op.
I Herning bruger de omkring 90 arbejdsdage om året på de små bødesager, der typisk drejer sig om eksempelvis manglende jagttegn, fartbøder og kørsel uden sele.