Bo Henriksen er stolt over uafgjort på svær udebane

FCM fik hevet en uafgjort med hjem fra Celtic, og særligt holdets defensiv er forbedret, mener Bo Henriksen.

Bo Henriksen fik en uafgjort med hjem fra Skotland mod Celtic i sin europæiske debut som FC Midtjylland-træner.
Bo Henriksen fik en uafgjort med hjem fra Skotland mod Celtic i sin europæiske debut som FC Midtjylland-træner.
Foto: Russell Cheyne/Reuters

FC Midtjylland har nu gode forudsætninger for at kunne spille sig videre i Champions League-kvalifikationen.

Det siger træner Bo Henriksen, efter klubben tirsdag aften spillede 1-1 på udebane mod skotske Celtic.

Han er særlig glad for den defensive præstation, der er "markant bedre" end i 1-2-nederlaget til OB i Superligaens premiererunde.

- Vi får et rigtig fint udgangspunkt. Efter det røde kort forsvarer vi os rigtig godt ti mod ti. Det er måske det, jeg er allermest stolt over. At vi på en svær udebane i Europa får et kryds og forsvarer så godt til sidst, siger den nye FCM-træner.

Bo Henriksen vurderer styrkeforholdet som meget lige inden returopgøret i Herning i næste uge.

- Det er meget fifty-fifty. Vi er godt tilfredse med at få overstået den her kamp.

Kampen var præget af to røde kort - et til hvert hold.

Først måtte Celtics Nir Batton forlade banen, og i anden halvleg røg også Anders Dreyer ud efter to gule kort.

Utilfredshed med dommer

Både Bo Henriksen og anfører Erik Sviatchenko havde kort efter kampen ikke fået genset episoderne.

Men generelt var Sviatchenko ikke imponeret over den schweiziske dommer.

- Jeg synes generelt, dommeren var lidt aggressiv. Han sagde, det var en Champions League-linje, men det synes jeg ikke, at jeg kunne mærke.

Erik Sviatchenko spår sit hold en god chance for at kunne avancere i kvalifikationen og som minimum sikre et Europa League-gruppespil.

- Jeg sagde før det hele, at vi havde gode muligheder, og det er jeg ikke blevet afkræftet i. Jeg synes, at vi kan spille lige op med dem.

- Det hele er status quo. Vi går ind til næste kamp med samme mindset om, at vi skal vinde kampen, siger Sviatchenko.

Til returkampen er det ikke ude af billedet, at FC Midjyllands nye brasilianere, Charles og Juninho, kan få en rolle.

- Det håber jeg da. Det arbejder vi på. De træner hjemme i Danmark i øjeblikket. Vi gør alt for at gøre dem klar til returkampen. Men de er i hvert fald i spil, siger Bo Henriksen.

FC Midtjyllands mål blev scoret direkte på frispark af Evander i anden halvleg, efter klubben var kommet bagud inden pausen.

Hvis FCM overkommer Celtic, venter enten Galatasaray eller PSV Eindhoven i næste kvalifikationsrunde.

Ryger midtjyderne ud til skotterne venter Jablonec i tredje kvalifikationsrunde til Europa League.

/ritzau/