Blue Fox tabte efter tam indsats i Frederikshavn

Frederikshavns førstekæde og målmand George Sørensen var søndag en umulig opgave for Herning Blue Fox. De tabte 5-2 i Frederikshavn.

Herning Blue Fox
Foto: Arkiv

Frederikshavns førstekæde og målmand George Sørensen var søndag en umulig opgave for Herning Blue Fox.     

Søndag aften vandt nordjyderne overbevisende den tredje semifinalekamp mod Herning Blue Fox med 5-2, og dermed er frederikshavnerne foran med 2-1 i kampe. Det hold, der først opnår fire sejre, stryger videre til finalen.  

Sejren var også Frederikshavns revanche for fredagens pinlige 1-7-nederlag i Herning, hvor grundspillets nummer to leverede en uforståeligt tam indsats. 

Ladt i stikken af holdkammerater

Der var dog en helt anden intensitet over træner Peter Johanssons tropper hjemme i Scanel Hockey Arena, hvor især den farlige førstekæde og den unge målmand George Sørensen gik forrest.

Den offensive trio med Colin Vock, Adam Miller og store Mathias Bau Hansen viste vejen ved at være involveret i fire af de fem scoringer til hjemmeholdet.  

Allerede efter godt tre minutters spil blafrede målnettet første gang bag Herning-keeper Simon Nielsen, der blev ladt noget i stikken af sine holdkammerater.

Tomas Sinisalo opdagede ikke, at Sebastian Andersen var på vej til udskiftning, finnens aflevering blev i stedet opsnappet af modstanderne, og så kunne Bau Hansen bringe Frederikshavn i front. 

Sluttede i slagsmål

I anden periode blev tingene reelt afgjort af tre Frederikshavn-scoringer på ni minutter bag Simon Nielsen, der ikke havde sin største aften i Herning-buret og blev byttet ud med Lubos Pisar før tredje periode.

Til gengæld brillerede herningenseren George Sørensen i Frederikshavns mål og sørgede for, at gæsterne aldrig fik færten af et resultat i den tredje semifinale.

Kampen sluttede med slagsmål, da Hernings Daniel Nielsen sendte hjemmeholdets Nick Olesen i isen, hvilket fik spillere på begge hold til at reagere.  

Fjerde semifinale spilles på tirsdag i Herning. 

/ritzau/