Blue Fox giver tophold sjældent stryg på udebaneis

Aalborg tabte hjemme til Herning i Metal Ligaen, og Sønderjyske fik DM-finalerevanche mod mestrene i Rungsted.

Efter straffeslag kom Herning Blue Fox bedst ud af kampen mod Aalborg Pirates i Metalligaen.
Efter straffeslag kom Herning Blue Fox bedst ud af kampen mod Aalborg Pirates i Metalligaen.
Foto: DIU Pressefoto

Det er ikke hverdagskost i denne sæson, at ishockeyspillerne fra Aalborg Pirates skøjter fra egen is som tabere i Metal Ligaen.

Inden aftenens hjemmekamp mod formstærke Herning Blue Fox havde Aalborg hentet 40 ud af 42 mulige point på hjemmebane i sæsonen.

Efter 2-2 i den ordinære spilletid skulle det hele dog afgøres i straffeslag, og her var gæsterne bedst takket være Markus Jensens scoring, og dermed vandt Herning kampen.

Aalborg topper dog stadig ganske suverænt med 71 point, mens Herning hentede sin sejr nummer 12 i de seneste 16 kampe. Herning har 46 point.

Herning kom også foran både 1-0 og 2-1 ved henholdsvis Jan Dalecky og Joachim Linnet.

I første omgang udlignede Pierre-Oliver Morin til 1-1, og seks minutter før tid sørgede Sebastian Thornberg Bergholt for 2-2, som holdt den ordinære spilletid ud.

I Rungsted var der DM-finalerevanche fra sidste sæson, da Rungsted Seier Capital tog imod Sønderjyske.

Det lykkedes at få revanche for Sønderjyske mod mestrene, og gæsterne vandt kampen 5-2. Sønderjyske har dermed 51 point ligesom Rungsted.

Odense Bulldogs er stærkt på vej mod 20 liganederlag i træk i denne sæson, efter at klubben fredag tabte 2-3 ude mod Esbjerg Energy.

Det var fynboernes nederlag nummer 19 i træk, og holdet vandt senest, da det blev til en sejr i overtiden mod Frederikshavn 18. oktober i fjor.

Herlev Eagles tabte hjemme 1-4 mod Frederikshavn White Hawks, der på andenpladsen har 53 point.

/ritzau/

0:53
Herning Blue Fox tog i dag i mod de forsvarende mestre fra Rungsted i Metal-ligaen.