Blue Fox fremtvinger afgørende guldkamp

Herning sejrede tirsdag aften i den sjette DM-finalekamp mod SønderjyskE og fremtvang dermed en syvende og afgørende finale.

Herning_Blue_Fox-jubel3.jpg

Ishockeymandskaberne fra Herning og SønderjyskE skal ud i en syvende og afgørende finale for at placere sæsonens DM-guld i ishockey.

Tirsdag aften havde SønderjyskE seriens første matchbold, men udnyttede den ikke. På egen is sejrede Herning 4-1 og gjorde det dermed til 3-3 efter seks finalekampe.

De to hold risikerede ikke det store fra start, men midtvejs i første periode tog SønderjyskE teten og pressede på for føring. Kim Lykkeskov fulgte op på et forsøg og sendte pucken ind til 1-0 til SønderjyskE efter 11 minutters spil.

I slutningen af perioden kom Herning bedre med i kampen og havde alle tiders chance for at udligne to mand i overtal, men SønderjyskE holdt stand indtil den første pause.

Det lavede Lasse Lassen om på allerede efter to minutter, da han sørgede for 1-1. Herefter gik tingene Hernings vej. Efter fem minutter af anden periode mente SønderjyskE at have scoret til 2-1, men dommerne kunne ikke se beviser for, at pucken var inde. I stedet udnyttede Lasse Lassen et powerplay efter otte minutter til at score til 2-1 med sit andet mål.

Tredje periode var en lige affære med chancer i begge ender, men det blev Herning, der øgede og ikke SønderjyskE, der udlignede. Med godt fire minutter tilbage fik Justin Maylan frit løb ned mod SønderjyskE-målet, og han bragte Herning på 3-1.

32 sekunder før tid, da Sønderjyske satsede alt, scorede Tomas Petruska i tomt mål til slutresultatet 4-1. De to hold mødes i den syvende DM-finale fredag aften med SønderjyskE som hjemmehold. Her skal guldet uddeles - uanset hvad.

Og det er ikke tilfældigt, at lige netop Herning og SønderjyskE mødes i finaleserien. Således skal vi hele 10 år tilbage for at finde en dansk mester, der ikke kommer fra én af de to finaleklubber:

2012/13: Sønderjyske 2011/12: Herning 2010/11: Herning 2009/10: Sønderjyske 2008/09: Sønderjyske 2007/08: Herning 2006/07: Herning 2005/06: Sønderjyske 2004/05: Herning 2003/04: Esbjerg

/Ritzau/