Blodrøde tal hos mælkebønder

Trods effektiviseringer er mælkeproducenterne i dyb krise

Danske mælkebønder er i dyb krise trods massive effektiviseringer
Danske mælkebønder er i dyb krise trods massive effektiviseringer

De danske mælkeproducenter har på bare et år mistet knap en million kroner i indtjening, og landmændene befinder sig i en af de værste kriser nogensinde.

Det er Landbrug & Fødevarer der offentliggør de blodrøde regnskabstal i dag, i forbindelse med Kvægkongressen i Herning. Her mødes 3000 landmænd bl.a. for at drøfte den aktuelle krise, som specielt har ramt mælkeproducenterne. 

Faldet i indtjeningen hos disse landmænd er markant. Beregningerne fra Landbrug & Fødevarer bygger på tal fra 329 bedrifter, som i 2014 havde et gennemsnitligt overskud på knap 800.000. 

Efter bare et år var tallene for disse bedrifter røde, med et minus i indtjeningen på godt 100.000 kroner.  

- Med de lave afregningspriser for mælk kommer det ikke bag mig. Men tallene giver et billede af den alvorlige krise vi befinder os i, siger Kristian Gade fra Bøvlingbjerg, der selv er mælkeproducent og bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer.

Han kalder det en "kæmpe-udfordring" for Danmark og for erhvervet generelt fordi ingen ved, hvornår mælkepriserne igen begynder at stige.

- Vi har set at landbrugspakken, med hiv og sving, blev stemt igennem. Det kan rette op på situationen og gøre, at vi internationalt kan blive mere konkurrencedygtige, siger Kristian Gade videre.

Midt i krisen kan landmændene dog glæde sig over, at det er lykkedes at effektivisere og nedbringe omkostningerne. 

- Omkostningerne er reduceret med hele 21 øre pr. produceret liter mælk. Selv om det ikke lyder er meget, så er det faktisk historisk lavt, mener Kristian Gade der dog understreger, at der også er en bagside at medaljen.

Den enkelte landmænd har nemlig ikke haft økonomisk råderum til at investere, og det betyder at produktionsapparatet hos mange landmænd er slidt ned.

- Det sammenholdt med at indtjeningen er negativ betyder, at mange landmænd og deres familier i øjeblikket tumler med uvisheden og tankerne om, hvor længe de skal blive ved, slutter Kristian Gade.