Blev kendt i Løvens Hule: Nu ændrer de strategi
Alt kører som smurt hos Herning-virksomheden Denwax. Det går så godt, at man nu ændrer strategi.
De blev kendt i tv-programmet Løvens Hule, hvor deres produkt blev kaldt et ”vidundermiddel”.
Siden da er det gået godt for Herning-virksomheden Denwax, der har fået positiv feedback fra kunderne. Så positiv, at virksomheden, der laver vokse til rengøring og pudsning, nu ændrer strategi.
I Løvens Hule var en del af virksomhedens strategi på daværende tidspunkt at tage på messer. Her drog parret ud til 30-40 messer om året, svarende til 45 procent af virksomhedens omsætning.
Men nu er weekendturene, som "løverne" mistænkte for at stå bag store dele af omsætningen, nedprioriteret.
- Vi har slet ikke været på messer. Det er sommer, og vi har slet ikke haft tiden til det, konstaterer Michael Sejr, der er medejer af Denwax.
Grunden til den ændrede strategi er dog positiv. Og derfor er der ikke grund til sure miner.
- Det kører fantastisk. Der bliver ved med at komme ordrer, fortæller en glad Michael Sejr.
Vandt kundernes hjerter
Denwax fik godt nok ikke en investering i Løvens Hule, men de vandt kundernes hjerter.
Efterfølgende blev virksomhedens hjemmeside lagt ned tre gange, men det er der styr på nu. Og kundernes hjerter har voksen stadig vundet.
- Det går den rigtige vej. Selvom der er gået fem måneder siden udsendelsen, kører det næsten stadig på samme blus, fortæller iværksætteren.
Virksomheden havde i programmet en målsætning om en omsætning på to millioner kroner i 2024, men den målsætning er forældet.
- Den er vi nået langt over, siger Michael Sejr uden at præcisere hvor meget.
Denwax leder nu efter nye lokaler, hvor de kan huse produktion, lager og kontor. Både Michael Sejr og hans kone, Lotte Sejr, lever nu af virksomheden, men Michael Sejr er fortsat virksomhedens eneste ansatte.
På sigt ser parret dog ind i at ansætte ekstra kræfter til at pakke og sende produkterne.