Billeder og video: FCM-spillere på dybt vand på teambuildingtur

FCM-spillerne lader op til foråret i Superligaen med kolde gys, samarbejde og overnatning i det fri.

Truppen arbejder sammen i hold på tværs af alder.
Truppen arbejder sammen i hold på tværs af alder.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Spillerne i FC Midtjyllands superligatrup har det kommende døgn skiftet grønsværen ud med iskoldt havvand og overnatning i bivuakker i den vestjyske natur.

Klubbens mentaltræner, den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen, har taget spillerne med på teambuildingtur, og det bliver ikke bare hygge og bålmad. 

- Vi skal ud på en rimelig strabadserende tur. De kommer til at arbejde i uvished. De får nogle opgaver, de skal løse under meget svære forhold. Vi skal ud for at træne selvjustits. Det med, at teams individuelt og sammen presser sig selv og løser de opgaver, de bliver pålagt. At de arbejde for de normer og værdier, vi har. Sådan at de selv udvikler hinanden og spiller hinanden gode, siger B.S. Christiansen. 

Starter med en tur i havet

Dagens første store prøvelse fandt sted på havnen i Esbjerg. Her skulle spillerne hoppe i vandet og selv komme tilbage på land. 

- For os betyder det helt vildt meget, at vi står sammen som hold, og at det er teamet, der bærer det igennem. Det er det, vi træner her de næste par dage. Det her er ligeså vigtigt for os som at være på træningsbanen, siger cheftræner for truppen, Kenneth Andersen. 

Han forudser, at holdet bliver presset, og det er ifølge ham vigtigt at prøve. 

- Der er nogen, der kan noget andet her, end de måske kan hjemme på banen. Og her er man simpelthen så afhængig af sit hold. Det vil vi gerne træne og tage med på banen, siger træneren. 

Herunder kan du se et videoklip fra spillernes tur på vandet. 

1:26
 

Langt fra slut endnu

Truppen arbejdede sammen i hold på tværs af alder og dagligt ansvarsområde. Og efter cirka en halv time på vandet, var første gruppe tilbage på land.

- Det var en forfriskende oplevelse. Det var sjovt. Især da B.S. siger, at vi skal hoppe ud. Så lytter man jo bare og hopper ud. Der var heldigvis ikke så langt, siger forsvarsspiller Erik Sviatchenko.

- Det er lidt koldt, tilføjer han og viser hænder frem og tilføjer så: 

- Men vi er klar til næste mission!

Og den mission bliver at finde frem det sted, hvor de skal sove i nat. Kun bevæbnet med kompas, gps og kort.

4:29