BILLEDER: Brøndby-fans malede på FCM-bus

En bus fra Herning Turist med FCM-logo blev i går udsat for hærværk i København. Se billederne i artiklen.

broendby3_type1.jpg

En buschauffør fra Herning Turist fik sig i går en ubehagelig overraskelse.

Chaufføren havde kørt en flok gymnaster fra Holstebro til København i FCMs spillerbus, og den fristelse kunne en gruppe Brøndby-fans tilsyneladende ikke stå for.

Mens bussen holdt parkeret inde i København, blev den udsat for hærværk og graffiti med Brøndby-tekster. Blandt andet stod der Brøndby med store bogstaver henover forruden.

- Det er jo rigtig ærgerligt, det er jo ikke det, vi normalt vi oplever, når vi kommer med spillerbus med logo. Der er selvfølgelig folk, der tilkendegiver, at de har set den ude i trafikken ved at blinke af os og sådan nogle ting, men der er aldrig nogen problemer, forklarer Ronny Gasbjerg, der er administrerende direktør i Herning Turist.

Bussen holdt parkeret sammen med to andre busser, så Brøndby-fansene gik målrettet efter FC Midtjylland med deres tegnede budskaber. Tallet 43 er en reference til en Brøndby IF-fangruppering.

- Politiet blev kontaktet, og de kom hurtigt ud. Vi fik et køreforbud med det samme, fordi det var umuligt at se ud af forruden. Men politiet var meget behjælpelige og assisterede med eskorte med det samme, så vi kunne få bussen kørt hen til et sted, hvor vi kunne få den tilbage i en stand, så den kunne køre tilbage til Jylland, siger Ronny Gasbjerg og uddyber:

- Vi kunne køre gæsterne hjem uden forsinkelse. Det er hovedsagen, at dem, vi kører, ikke bliver berørt.

Hærværket skete samme dag, som FC Midtjylland annoncerede, at de ville lukke udebaneafsnittet for Brøndby-fans næste weekend. Den beslutning er i dag blevet omgjort.

Vil bruge bussen som altid

Herning Turist regner ikke med, at de kommer til at opleve flere problemer i fremtiden, ligesom de stadig vil bruge bussen, som de hele tiden har gjort.

- Det kommer ikke til at ændre noget på vores brug. Vi har altid tænkt over, hvor vi kører den hen. Vi parkerer den aldrig inde ved Brøndby Stadion, og vi kan heller ikke parkere den ved Parken, simpelthen for ikke at støde nogen. Hvis vi har københavnske kunder, så kører vi dem heller ikke bussen. Der tager man lige lidt hensyn til sine kunder, ligesom man ikke henter en socialdemokrat i en Venstre-bus, siger Ronny Gasbjerg.

Brøndby IF skal spille mod FC Midtjylland d. 25. maj på MCH Arena.

 

broendby2_0_type1.jpg

broendby1_type1.jpg