Bilist i kunstig koma efter ulykke

En 37-årig mand fra Kjeldbjerg ved Skive ligger i kunstig koma efter en alvorlig trafikulykke torsdag morgen

nyulykke.jpg

Den mand, der torsdag morgen kort før klokken syv blev ramt af en modkørende ladbil på Herningvej lige udenfor Haderup, er fortsat livsfarligt kvæstet.

Politiet fortæller, at han har kraniebrud og ligger i kunstig koma på et sygehus i Aarhus.

Det var formentlig det meget glatte føre, der var skyld i, at ladbilen pludselig kom over i den modsatte kørebane og ramte den 37-åriges personbil.

Føreren af ladbilen, en 27-årig mand, og hans to sønner på tre og fem år kom ikke alvorligt til skade ved ulykken.