Betalte 100.000 for sin uddannelse. Nu sendes hun hjem

Satomi Kobayashi skal forlade Danmark inden tirsdag. Myndighederne har givet hende afslag på ophold, da de ikke tror på, at hun er her for at studere.

Satomi
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Japanske Satomi Kobayashi burde egentlig være i gang med at lave skoleopgaver. I stedet brugte hun dagen på at pakke sin lejlighed ned i flyttekasser.

Indtil i sidste uge var hun studerende på VIA Design i Birk lidt udenfor Herning. Men at fortsætte studierne i Danmark kræver en toårig studieopholdstilladelse. Den har hun netop fået afslag på.

- Jeg blev forvirret og chokeret. Det havde jeg ikke regnet med, siger Satomi Kobayashi.

Afgørelsen fik Satomi Kobayashi mandag i denne uge. Hendes turistvisum udløber i den kommende uge, og hun skal derfor have forladt Danmark senest tirsdag.  

Har selv betalt
Afslaget kommer på trods af, at Satomi Kobayashi selv har betalt 100.000 kr. for at drømmeuddannelsen til designteknolog på VIA Design i Birk.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration tror nemlig ikke på, at den 29-årige japaner er i Danmark for at studere. Det begrunder de blandt andet med, at hun allerede har en bachelorgrad med fra Japan.

Den beslutning vækker undren hos direktør for VIA Business, Design &. Teknologi, Konstantin Lassithiotakis.

- Jeg ved ikke, hvilken baggrund styrelsen har for den beslutning. For os virker det i hvert fald ikke logisk. Hun er fuldstændig dedikeret til hendes studier, så vi kan ikke se, at hun er af andre grunde end at studere, siger han.  

Måske stadig håb
Satomi Kobayashi har en flybillet tilbage til Japan mandag eftermiddag, men der er måske håb for den japanske designstuderende.

I en skriftlig kommentar til TV MIDTVEST skriver Styrelsen for International Rekruttering og Integration, at det ser ud til, at der er kommet nye oplysninger frem i sagen. De opfordrer derfor Satomi Kobayashi til at henvende sig til dem, så de har mulighed for at se på sagen igen.